Japan og Sydkorea varsler tiltag efter bebudet biltold i USA
Set i lyset af store japanske investeringer i USA undrer Japan sig over ny toldmelding fra Trump.
Japan overvejer alle muligheder for effektivt at kunne håndtere konsekvenserne af en bebudet amerikansk told på importerede biler.Alt er på bordet, siger den japanske premierminister, Shigeru Ishiba.
- Vi bliver nødt til at tænke på, hvad der bedst tjener Japans nationale interesser. Alle muligheder er på bordet, når det kommer til at finde den mest effektive respons, siger han torsdag morgen dansk tid.
USA's præsident, Donald Trump, meldte sent onsdag aften, at der fra den 3. april vil blive lagt 25 procent told på udenlandske biler.
Japan er et af de lande, der eksporterer flest biler til USA. Samtidig har landet i nyere tid været en vigtig allieret for USA i Asien, mens Japan også har store investeringer i USA.
Premierminister Shigeru Ishiba sætter spørgsmålstegn ved, om tolden faktisk vil gavne USA.
- Japan er det land, der investerer mest i USA, så vi spekulerer på, om det giver mening for USA at have en ens told for alle lande. Den pointe er vi kommet med før, og det bliver vi ved med, siger han.
Premierministeren går ikke i detaljer om, hvilke tiltag der kan blive tale om.
Biler udgjorde over 28 procent af Japans samlede eksport til USA sidste år, og meldingen fra Trump har torsdag ført til store fald i japanske bilaktier.
Også Sydkorea, som ligesom Japan eksporterer mange biler til USA, overvejer mulige tiltag. Herunder finansiel støtte til bilproducenter.
Den varslede told ventes at føre til "betydelige vanskeligheder" for den sydkoreanske bilindustri, siger landets industriminister.
- Der er stigende global usikkerhed, men sydkoreanske bilproducenter kommer ikke til at kæmpe alene, siger industriminister Ahn Duk-geun.
Foruden finansiel støtte overvejer regeringen at hjælpe selskaberne med at investere og komme ind på nye markeder.
Japan er kendt for bilproducenter som Toyota, Honda og Nissan, mens blandt andet Kia og Hyundai hører hjemme i Sydkorea.
I Tyskland, som ligeledes er kendt for sin bilindustri, håber økonomiminister Robert Habeck på et stærkt fælles europæisk modsvar.
- Det, der tæller nu, er at få et håndfast svar fra EU på disse toldsatser, siger Habeck i en meddelelse.
- Det skal stå klart, at vi ikke lægger os ned, lyder det videre fra ministeren, som håber på en forhandlet løsning.
/ritzau/Reuters