EU-chef kalder biltold dårligt nyt for forbrugere i både EU og USA
EU vil nu vurdere Trumps udmelding og "andre tiltag, som USA påtænker at indføre", siger von der Leyen.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, fordømmer USA's præsident Donald Trumps beslutning om at indføre en toldsats på 25 procent på biler, der importeres til USA.Sådan lyder det i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Jeg er dybt ærgerlig over USA's beslutning om at indføre told på europæisk bileksport.
Ifølge nyhedsbureauet dpa siger von der Leyen, at toldsatser er "dårligt for virksomhederne og endnu værre for forbrugerne både i USA og EU."
Hun siger videre, at EU "fortsat vil forsøge at indgå forhandlinger for at finde en løsning, mens det værner om sine økonomiske interesser".
- Som en stor handelsmagt og et stærkt fællesskab af 27 medlemsstater vil vi i fællesskab beskytte vores arbejdstagere, virksomheder og forbrugere på tværs af Den Europæiske Union, lyder det fra von der Leyen.
Hun tilføjer, at Trumps seneste udmelding og "andre tiltag, som USA påtænker at indføre i de kommende dage" nu vil blive vurderet.
Canadas premierminister, Mark Carney, siger, at han vil indkalde til et møde torsdag for at træffe beslutning om et modsvar til toldsatserne, skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Det vil ske snart. Vi har flere muligheder. Vi kan indføre gengældelsestold, siger Carney uden at specificere yderligere.
Han kalder Trumps melding et "direkte angreb" på Canada.
- Vi vil forsvare vores arbejdere. Vi vil forsvare vores virksomheder. Vi vil forsvare vores land. Og vi vil forsvare det sammen, lyder det fra Carney.
Carney siger samtidig, at det vil være "passende" for ham og Trump at tale sammen snart. De to har ikke talt sammen, siden Carney blev indsat som premierminister tidligere på måneden, skriver Reuters.
Trump offentliggjorde toldsatserne i Det Hvide Hus onsdag aften.
Det gælder ifølge AFP både biler og lette lastbiler. Den nye toldsats vil ifølge Reuters træde i kraft ved midnat 3. april, hvilket er klokken 05.01 dansk tid.
Torsdag morgen truer Trump med endnu højere toldsatser.
- Hvis Den Europæiske Union arbejder sammen med Canada for at forårsage økonomisk skade på USA, vil der blive pålagt store toldsatser, langt større end dem, der er planlagt for nuværende, skriver han på sit sociale medie, Truth Social.
Formålet med yderligere amerikansk told vil ifølge Trump være at beskytte "den bedste ven, de to nogensinde har haft".
/ritzau/