Vance opfordrer tyske politikere til at droppe brandmur mod AfD

14. FEB 2025 • 15:41UDLAND

Tysklands demokrati kan ikke overleve, at man udelukker millioner af vælgeres og deres bekymring, siger Vance.

USA's vicepræsident, J.D. Vance, opfordrer tyske politikere til at droppe aftalen om ikke at inddrage Alternative für Deutschland (AfD) i politiske aftaler.

Det siger han i en tale ved sikkerhedskonferencen i München.

Her kommer Vance med en kraftig opsang til europæiske politikere, som han mener har glemt, hvad demokrati og ytringsfrihed er.

- Intet demokrati - hverken det amerikanske eller det tyske - kan overleve at sige til millioner af vælgere, at deres tanker, bekymringer og håb ikke er gyldige. Eller er uværdige til blot at blive overvejet.

- Demokrati hviler på det princip, at befolkningens stemme er vigtig. Der er ikke nogen plads til brandmure. Enten opretholder man det demokratiske princip, eller også gør man ikke, siger J.D. Vance.

Dermed blander han sig nu i den tyske valgkamp, der er inde i sin afgørende fase.

Her har det i forvejen vakt frustration hos blandt andre Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, at Elon Musk har anbefalet de tyske vælgere at stemme på AfD.

Det er utidig indblanding i det tyske valg, har de lydt fra Scholz. Men den kritik afviser J.D. Vance.

- At udtrykke en mening er ikke valgindblanding. Heller ikke, når indflydelsesrige folk uden for dit eget land udtrykker deres mening.

- Jeg siger dette med al mulig humor. Hvis det amerikanske demokrati kan overleve ti års skæld ud fra Greta Thunberg, så kan I overleve nogle få måneder med Elon Musk.

J.D. Vances tale kommer, mens Tyskland kæmper med efterdønningerne af en 24-årigs bilangreb på en menneskemængde i netop München. 36 personer kom til skade, da den manden kørte en bil ind i mængden.

I første omgang meldte tysk politi ud, at den mistænkte var en asylansøger fra Afghanistan.

Senere har myndighederne dog sagt, at den 24-årige har opholds- og arbejdstilladelse i Tyskland.

- Det er en forfærdelig historie, som vi har hørt alt for mange gange i Europa og i USA.

- Hvor mange gange skal vi opleve disse angreb, før vi ændrer kurs og tager vores civilisation i en ny retning?, spørger Vance i talen.

Han mener - ligesom AfD - at de tyske og europæiske politikere nu bør få greb om Europas grænser og migrationspolitik.

- Ingen vælgere på det europæiske kontinent har stemt for, at man skulle åbne grænserne for millioner af migranter, som ikke blev kontrolleret.

- Over hele Europa stemmer vælgerne for politikere, der lover at stoppe en migration, der er ude af kontrol. De vælgere ønsker ikke at blive ignoreret af deres ledere, siger J.D. Vance.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

20. MAR 2025 • 10:33SPORT
Tidligere Formel 1-holdejer er død
FÅ ABONNEMENT