Sony sagsøgt for at opkræve for høje priser fra brugere for spil

10. MAR 2026 • 05:00UDLAND

Tirsdag indleder en domstol i London en civil retssag, hvor Sony er blevet beskyldt for at opkræve overpris.

Tirsdag behandler en domstol i London en civil sag, hvor en gruppe har sagsøgt den japanske underholdningsgigant Sony for at opkræve overpris fra millioner af britiske PlayStation-brugere.

Det er et brud på landets konkurrencelov, mener gruppen, der kræver 2 milliarder pund - godt 17 milliarder kroner - i erstatning.

Sagsøgerne beskylder Sony for at have udnyttet selskabets britiske kunder i næsten et årti ved at opkræve dem unødigt høje priser for PlayStations digitale spil og indhold.

Det er forbrugerforkæmperen Alex Neill, der har anlagt sagen på vegne af 12,2 millioner brugere.

- Denne sag vil gøre en ende på denne adfærd og sikre erstatning til de berørte, udtaler han.

Kernen i sagen er PlayStation Store, der er spillekonsollens digitale platform til køb af spil.

Sagsøgerne mener, at Sony nærmest har monopol på salget af digitale spil til konsollen, hvilket giver selskabet mulighed for at diktere priser og tildele en salgsprovision på 30 procent til udgivere af spillene.

Ifølge sagsøgerne opkræver distributionsplatforme til pc-spil en lavere provision på mellem 12 og 20 procent.

- Spil er nu designet til at motivere spillere til at bruge så mange penge som muligt, lyder det.

Sagsøgerne nævner blandt andet, at det koster penge at låse op for flere funktioner og tilpasse sin spilfigur. Ifølge Alex Neill står Sonys priser ikke på mål med de faktiske omkostninger ved at levere tjenesterne.

Søgsmålet omfatter alle, der har købt digitale spil eller ekstraindhold i PlayStation Store i årtiet frem til februar 2026.

Efter britisk lov bliver berørte personer automatisk en del af et gruppesøgsmål, medmindre de aktivt melder sig ud.

Sony har tidligere afvist anklagerne og argumenteret for, at deres distributionsmodel er berettiget.

Det forventes, at retssagen varer ti uger.

Sagen minder om et lignende opgør mod Apple. Techgiganten tabte sidste år en sag i London om misbrug af markedsmagt gennem App Store.

Apple har tænkt sig at appellere afgørelsen, men kan risikere at skulle refundere millioner af brugere.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT