USA's regering blåstempler salg af nye F-15-jagerfly til Israel

13. AUG 2024 • 23:05UDLAND

Antony Blinken har sagt god for, at Israel kan købe Boeing F-15-jagerfly for knap 19 milliarder dollar i USA.

USA's udenrigsminister, Antony Blinken, har tirsdag aften blåstemplet salg af våben og militært udstyr til Israel for mere end 20 milliarder dollar.

Det oplyser USA's forsvarsministerium, Pentagon, i en pressemeddelelse.

I meddelelsen fra ministeriet fremgår det, at Blinken har blåstemplet muligheden for, at Israel kan indkøbe Boeings F-15-jagerfly for næsten 19 milliarder dollar.

Det svarer til 198 milliarder danske kroner.

Blinken har også godkendt, at Israel kan købe artillerigranater for 774 millioner dollar, som svarer til cirka 5,3 milliarder kroner, og militærkøretøjer for 583 millioner dollar, som svarer til cirka 4 milliarder kroner.

Artillerigranaterne ventes at kunne leveres noget nær med det samme. Produktionen af Boeings jagerfly ventes derimod at tage flere år, inden de kan leveres.

USA er Israels vigtigste allierede, og amerikanerne har historisk set stået for en stor del af våbenleverancerne til Israel.

Israel ligger i åben krig med den væbnede bevægelse Hamas, som kontrollerer Gazastriben, et palæstinensisk område, som er på størrelse med Møn, og som ligger mellem Israel, Egypten og Middelhavet.

Det internationale samfund har forsøgt at mægle en aftale mellem de to parter, hvis krig allerede har kostet flere end 40.000 mennesker livet siden 7. oktober sidste år - lang størstedelen palæstinensere i Gazastriben.

De to har dog beskyldt hinanden for at forhale forhandlingerne, og Hamas har helt forladt forhandlingsbordet, efter at Ismail Haniyeh, bevægelsens øverste politiske leder, blev likvideret i Iran sidst i juli.

Fuad Shukr, øverstbefalende i den libanesiske shiamilits Hizbollah, som er allieret med Iran og Hamas, er også blevet likvideret.

Israel har afvist, at det stod bag drabet på Haniyeh, men både Iran, Hamas og Hizbollah har svoret at tage hævn.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT