Ny kræftplan får fokus på ens tilbud til kræftpatienter med senfølger
Kommende kræftplan skal have fokus på senfølger hos kræftpatienter og ens tilbud, anbefaler Sundhedsstyrelsen.
Efter årtiers indsats for højere overlevelse blandt kræftpatienter er turen nu kommet til dem, der plages af senfølger.Det er fokus i et fagligt oplæg fra Sundhedsstyrelsen til en kommende kræftplan.
Styrelsen har onsdag afleveret de i alt 11 anbefalinger til indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).
Den nye kræftplan, Kræftplan 5, ventes at blive præsenteret i efteråret.
Løhde kalder på et pressemøde onsdag den kommende kræftplan for "den hidtil største".
- Med Sundhedsstyrelsens faglige oplæg står vi på skuldrene af 20 års markante fremskridt på kræftområdet. I dag er vi et helt andet sted, end da vi begyndte. I dag er kræft ikke en dødsdom, men en sygdom, man kan bekæmpe.
- Men vi er ikke i mål, på trods af at vi gør det rigtig, rigtig godt, siger hun.
Sundhedsstyrelsen anbefaler blandt andet en mere skræddersyet tilgang til kræftforløb inden for rammerne af kræftplanerne og de maksimale ventetider.
I alle kræftpatienters forløb skal behovet for at tilbyde indsatser rettet mod potentielle senfølger vurderes. Og der skal være ensartede indsatser landet over.
Der ligger allerede senfølgeklinikker i alle regioner. Nogle har fokus på generelle senfølger, andre på en bestemt type.
Jonas Egebart, der er direktør i Sundhedsstyrelsen, siger på pressemødet sammen med Løhde, at senfølge-området skal deles op i grupper.
- De almindelige generelle senfølger skal løses i kommunerne eller almen praksis. Men når det bliver mere komplekst, bliver vi nødt til at have nogle samlede regionale tilbud.
- Det skal være mere kendt og ensartet, så alle dele af sundhedsvæsenet ved, hvor man kan få hjælp.
Fokusset på senfølger kommer efter en årrække, hvor flere og flere overlever en kræftsygdom.
Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at der ved udgangen af 2023 var 396.775 personer, som levede med kræft, eller som tidligere havde fået en kræftdiagnose og i dag er kræftfri.
Det er ifølge Kræftens Bekæmpelse det højeste antal nogensinde.
Og antallet af nye kræfttilfælde ventes at stige de næste 20 år, skriver Sundhedsstyrelsen.
I september sidste år lød det fra Kræftens Bekæmpelses administrerende direktør, Jesper Fisker, at muligheden for hjælp til senfølger i alt for høj grad afhænger af bopæl og uddannelse.
- Det er helt afgørende, at der sættes ind for at bekæmpe den sociale og geografiske ulighed i adgangen til senfølgehjælp ved at etablere ensartede tilbud i alle regioner, lød det.
Undersøgelser fra organisationen viser, at op mod 70 procent af kræftpatienter oplever senfølger efter sygdom eller behandling.
Det kan for eksempel være angst og depression, men også blandt andet være søvnløshed, tandproblemer, nedsat appetit og føleforstyrrelser.
/ritzau/