USA fjerner anbefalinger af flere vacciner til børn
Trods kritik fra sammenslutning af børnelæger fjerner USA anbefalinger af flere vacciner til børn.
USA har mindsket antallet af anbefalede vaccinationer til børn.Det fremgår af en pressemeddelelse fra det amerikanske sundhedsministerium mandag.
Således er anbefalinger af vacciner mod rotavirus, influenza, meningokoksygdom og hepatitis A blevet droppet.
Forældre skal nu træffe beslutninger om vaccinerne i samarbejde med for eksempel læger baseret på en vurdering af risikoen.
Af pressemeddelelsen fremgår det, at USA har foretaget en sammenligning med 20 lande og fundet, at USA hidtil har haft et ganske højt antal anbefalede vacciner.
Blandt andet fremhæves Danmark med ti vaccinationer til børn som et land med et relativt lavt antal.
- Vi tilpasser den amerikanske vaccinationsplan for børn til international konsensus, samtidig med at vi styrker gennemsigtighed og informeret samtykke, siger USA's sundhedsminister, Robert F. Kennedy Jr.
Tiltaget er sket uden om den normale proces for vaccineanbefalinger. Her høres et uafhængigt ekspertråd hos USA's Center for Sygdomsbekæmpelse og Forebyggelse, CDC. Rådet vurderer den enkelte vaccine med fokus på den offentlige sundhed.
Den største sammenslutning af børnelæger i USA, American Academy of Pediatrics, kritiserer Kennedy Jr.'s beslutning.
Formand Sean O'Leary siger, at andre sundhedssystemer kan have andre udfordringer end USA.
- Enhver beslutning om det amerikanske børnevaccinationsprogram bør være baseret på evidens, gennemsigtighed og etablerede videnskabelige processer, siger han.
- Ikke sammenligninger, der overser afgørende forskelle mellem lande og sundhedssystemer.
Rotavirus er ifølge sundhed.dk den mest almindelige årsag til svær diarrésygdom hos børn under fem år. Den er ikke en del af børnevaccinationsprogrammet i Danmark.
Det danske børnevaccinationsprogram omfatter i alt ti infektionssygdomme. Vaccinerne, der gives, er mod difteri, stivkrampe, kighoste, polio, Hib, pneumokok, mæslinger, fåresyge, røde hunde, HPV og kønsvorter.
/ritzau/Reuters
