Tilfangetagne Maduro erklærer sig ikke skyldig
Maduro siger, at han stadig er Venezuelas præsident, og at han er en "anstændig mand", som er blevet bortført.
Nicolas Maduro - Venezuelas præsident, der i weekenden blev taget til fange i en amerikansk militæraktion - erklærer sig ikke skyldig i anklager om blandt andet narkokriminalitet ved et retsmøde i New York City.Det skriver New York Times mandag.
- Jeg er uskyldig. Jeg er en anstændig mand, siger Maduro iført en blå trøje over en orange dragt ifølge den amerikanske avis.
Hans advokat præciserer herefter, at han erklærer sig ikke skyldig i alle fire anklagepunkter mod ham. Maduro er blandt andet anklaget for såkaldt narkoterrorisme.
I det ligger, at han skal have spillet en central rolle i et narkosmuglingsnetværk, der har samarbejdet med voldelige grupper som Farc i Colombia og Sinaloa-kartellet i Mexico.
Det var lørdag, at USA med helikoptere og specialstyrker gik ind i Venezuela og tog Maduro til fange i sit hjem i Caracas.
Maduro siger, at han er blevet "bortført".
- Jeg er stadig mit lands præsident, siger han ifølge amerikanske medier.
Også Maduros hustru, Cilia Flores, erklærer sig ikke skyldig i en sag om smugling af kokain, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Et næste retsmøde er sat til 17. marts.
Maduros advokat er Barry Pollack, som tidligere har været advokat for Julian Assange. Han siger ifølge New York Times, at Maduro har sundhedsproblemer, som vil kræve opmærksomhed. Cilia Flores' advokat siger, at hun har mere alvorlige skader, og at de også skal tilses.
Ifølge BBC har hun flere skrammer i ansigtet.
Undervejs i retsmødet råber en person på spansk, at Maduro vil komme til at "betale" for det, han har gjort, beskriver det britiske medie. Maduro svarer, at han er "krigsfange".
På et tidspunkt afbryder dommeren Maduro, da han ønsker at fortælle om sin tilfangetagelse. Dommeren siger, at der kommer et bedre "tidspunkt og sted" til at tale om det.
Juridiske eksperter har sat spørgsmålstegn ved lovligheden i weekendens amerikanske aktion.
USA har afvist, at der skulle være tale om en krigshandling mod et land og flere gange argumenteret for, at aktionen handlede om retshåndhævelse samt om at beskytte amerikanske borgere mod narkotika.
Føderale anklagere tiltalte første gang Maduro i 2020 i New York. Det skete som led i en længerevarende sag om narkosmugling mod både nuværende og tidligere venezuelanske embedsmænd.
Lørdag blev et opdateret anklageskrift offentliggjort i sagen.
Både USA og en lang række andre vestlige lande anser Maduro for at være en illegitim leder.
Flere siger, at valget i 2024, hvor han opnåede genvalg, manglede legitimitet og transparens.
Den fremtrædende venezuelanske oppositionsskikkelse Maria Corina Machado fik sidste år Nobels fredspris. Begrundelsen var hendes kamp "for demokrati over for en stigende grad af autoritært styre".
/ritzau/
