Dansk Padel Forbund står uden hovedsponsor og anker sag
Lige nu står Dansk Padel Forbund uden hovedsponsor og er nødt til at afvente en ankesag i landsretten.
En sponsorstrid plager fortsat Dansk Padel Forbund, som forventer, at sagen kan vare et godt stykke tid ind i det nye år.Dansk Padel Forbund fik i december forbud mod at indgå en aftale med Arla som ny hovedsponsor, og den sag har forbundet nu valgt at anke til landsretten.
- Vi har valgt at kære sagen, da vi ikke er enige i afgørelsen, bekræfter Kristoffer Jørgensen, der er direktør i Dansk Padel Forbund.
- Efter gennemgang af præmisserne for dommen i byretten ønsker vi, at landsretten skal tage stilling til sagen, med forventning om at afgørelsen omstødes, siger han.
Det er den tidligere hovedsponsor Lunar Bank, der har sagsøgt Dansk Padel Forbund. Den tidligere aftale mellem Dansk Padel Forbund og Lunar Bank udløb ved årsskiftet.
Dommen i byretten afgjorde 19. december, at Dansk Padel Forbund ikke må indgå aftale med Arla, før Lunar Bank er blevet tilbudt samme kontraktvilkår.
Dansk Padel Forbund har 2. januar anket sagen til landsretten, oplyser forbundet.
Så længe den verserende sag kører i retssystemet, står Dansk Padel Forbund uden en hovedsponsor og de indtægter, en sådan aftale kaster af sig.
- Konsekvensen af den verserende sag er, at vi på nuværende tidspunkt ikke kan aktivere den indgåede aftale med Arla Protein og dermed på nuværende tidspunkt står helt uden hovedsponsor, siger Kristoffer Jørgensen.
Sagen kan nemt vare et godt stykke ind i det nye år, lyder vurderingerne fra begge parter i sagen.
- Vi er dermed nødt til at afvente en tidshorisont på en forventet behandlingsproces fra landsretten, lyder det slukøret fra direktøren i padelforbundet.
Ritzau har været i kontakt med Lunar Banks advokat for at få en kommentar fra Lunar Bank, som endnu ikke er vendt tilbage.
/ritzau/
