Ukraines udenrigsminister trækker sig som led i stor rokade
Ukraine har brug for ny energi, siger Zelenskyj. Flere ministre har meddelt deres afsked som led i rokade.
Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, vil trække sig fra sin post.Det siger landets parlamentsformand, Ruslan Stefantjuk, onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Stefantjuk siger, at parlamentsmedlemmer nu skal diskutere ønsket om at stoppe. Det betragtes ifølge Reuters som en formalitet.
Meldingen er led i en større rokade i den ukrainske regering.
I alt seks ministre har meddelt deres afsked, og onsdag har parlamentet accepteret, at fire af ministrene stopper.
Torsdag ventes der at blive truffet beslutning om Kulebas afskedsbegæring. Han betegnes som den mest centrale af de ministre, der nu er på vej ud af regeringen.
Blandt de øvrige, der fratræder, er en vicepremierminister og en minister med ansvar for strategiske industrier, hvilket blandt andet omfatter forsvarsindustrien.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, havde på forhånd varslet, at der var en rokade på vej.
- Vi har brug for ny energi, siger han onsdag i en kommentar til rokaden og Kulebas afgang.
Han takker de afgående ministre for deres indsats, men tilføjer:
- Nogle af dem har været vores ministre i fem år.
Zelenskyj omtalte tirsdag aften ændringerne som et tiltag, der skal styrke den ukrainske regering.
- Efteråret vil blive ekstremt vigtigt. Vores statsinstitutioner skal struktureres på en måde, så Ukraine kan opnå de resultater, landet har brug for, sagde han i sin aftentale tirsdag.
En anden af de ministre, der har trukket sig, er Oleksandr Kamysjin, som har ansvar for strategiske industrier.
Han blev betragtet som et af Ukraines unge politiske håb, da han blev hentet ind i Zelenskyjs regering for halvandet år siden.
Siden krigen begyndte, har Zelenskyj foretaget flere regeringsrokader.
Blandt andet fyrede han i september den daværende forsvarsminister, Oleksij Reznikov, og indsatte Rustem Umerov i hans sted.
Reznikov havde været forsvarsminister siden før krigens begyndelse.
Fyringen skete på et tidspunkt. hvor højtstående personer i militæret var blevet beskyldt for korruption
Zelenskyjs præsidentperiode begyndte i 2019 og skulle have været udløbet i maj i år. Han er dog blevet på posten som følge af undtagelsestilstand i Ukraine.
Ændringerne i regeringen sker på et vigtigt tidspunkt i krigen.
Mens Ukraine er gået ind i den russiske region Kursk, har Rusland fortsat sin offensiv andre steder.
En række ukrainske byer har de seneste uger været mål for intensiverede missil- og droneangreb - blandt andet Kyiv. Østpå har der også været meldt om russisk fremrykning.
/ritzau/