Trump overvejer at trække soldater hjem fra Tyskland efter Merz-kritik

30. APR 2026 • 01:17UDLAND

Den tyske forbundskansler, Friedrich Merz, er i denne uge blevet mål for Donald Trumps vrede.

USA overvejer at trække amerikanske soldater hjem fra Tyskland.

Det skriver den amerikanske præsident, Donald Trump, på sit sociale medie, Truth Social.

- USA undersøger og gennemgår en mulig reducering af væbnede styrker i Tyskland, og der vil snart blive truffet en afgørelse, skriver præsidenten uden at præcisere, hvor mange soldater det drejer sig om.

Trumps udmelding kommer, efter at han tidligere på ugen kritiserede den tyske forbundskansler, Friedrich Merz, på grund af krigen i Iran.

Kritikken faldt, efter at Merz havde sagt, at Iran ydmyger USA i forhandlingerne om fred mellem de to lande. Forhandlingerne har stået i stampe den seneste tid.

Trump-administrationen har gentagne gange rettet skarp kritik mod flere vestlige allierede for ikke at deltage i USA's og Israels krig mod Iran, der begyndte 28. februar.

USA ser ud til at overveje andre tiltag mod vestlige allierede, der ikke har bistået amerikanerne i krigen, skriver nyhedsbureauet AFP.

I sidste uge lød det, at USA overvejede at forsøge at suspendere Spanien fra Nato, skriver AFP.

I årtier har der været en række store amerikanske militærbaser i Europa. Tal fra sidste år anslår, at der er omkring 80.000 amerikanske soldater udstationeret i Europa, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

USA havde i 2024 flere end 35.000 soldater i Tyskland, viser tal fra tænketanken Congressional Research Service ifølge AFP.

Antallet af soldater menes siden at være steget. Ifølge tyske medier ligger det nu tættere på 50.000, skriver nyhedsbureauet.

Trump har i løbet af begge sine embedsperioder fremsat en række trusler om at skære ned på antallet af amerikanske soldater i Tyskland og i andre vestlige lande som led i sin kritik af Nato.

Som følge af de Nato-allieredes modvilje mod at involvere sig i krigen i Iran har Trump sagt, at han overvejer at trække USA ud af Nato-alliancen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT