Sveriges kong Carl Gustaf blev overrasket da Margrethe abdicerede
I et interview med SVT siger den svenske kong Carl Gustaf, at han ikke har nogen planer om pension.
Den svenske kong Carl Gustaf blev overrasket, da dronning Margrethe abdicerede.Det fortæller han i et interview med det svenske medie SVT i forbindelse med sin 80-års fødselsdag.
Han tilføjer, at han ikke havde anet, at den danske dronning ville træde tilbage.
- Jeg tror, at hun følte, at det var hårdt for hende.
Adspurgt om, hvorvidt en konge eller en dronning kan gå på pension, svarer kongen, at "det siges jo, at man ikke gør det".
- Det hører til embedet, at man bliver så længe, man orker og har et godt helbred, siger han.
Selv understreger Carl Gustaf, at han ikke har nogen planer om pension.
Interviewet bliver sendt som optakt til kongens fødselsdag torsdag.
Dronning Margrethe trådte tilbage som Danmarks regent den 14. januar 2024, og hun nåede at sidde 52 år som statsoverhoved for Danmark.
Det var under sin årlige nytårstale, at dronningen meddelte, at hun ville abdicere.
Inden hun meddelte, at hun ville abdicere, havde hun ifølge det svenske kongehus informeret sin fætter kong Carl Gustaf. Det oplyste informationschefen ved det svenske hof dengang i en skriftlig kommentar til avisen Expressen.
- Hele den svenske kongefamilie blev informeret om, at dronning Margrethe kommer til at abdicere. Dronningen har personligt talt med og informeret kongen om sin beslutning, lød det.
Dronningen blev i løbet af 2023 opereret i ryggen, og det gav anledning til at overveje, om ikke tiden var inde til at overlade ansvaret til næste generation, mente hun.
- I februar i år gennemgik jeg en omfattende rygoperation. Den forløb godt, takket være det dygtige sundhedspersonale, der tog sig af mig, sagde hun dengang og tilføjede:
- Operationen gav naturligvis også anledning til at gøre sig tanker om fremtiden. Om ikke tiden var inde til at overlade ansvaret til den næste generation.
Det var første gang i nyere tid, at en regent i Skandinavien abdicerede. Margrethe blev dronning som 31-årig, da hendes far, Frederik 9., døde i 1972.
/ritzau/
