Ukraine udtrykker bekymring for sultestrejkende Nord Stream-mistænkt

9. NOV 2025 • 12:14UDLAND

49-årig ukrainer er fængslet i Italien og mistænkt for at have koordineret Nord Stream-sabotage.

Ukraines ombudsmand for menneskerettigheder, Dmytro Lubinets, udtrykker bekymring for en ukrainsk mand, som er mistænkt for sabotage mod Nord Stream-gasrørene.

Ukraineren sidder fængslet i Italien, og hans advokat sagde tidligere på ugen, at han sultestrejker på grund af forholdene i fængslet.

Denne weekend skriver Lubinets i et opslag på Telegram, at han har holdt møde med den mistænktes hustru.

Hun siger ifølge Lubinets, at han er i "en kritisk sundhedstilstand" - en påstand, som ikke er uafhængigt bekræftet. Det uddybes ikke, hvad der menes med kritisk.

Ritzau har søndag henvendt sig til Italiens justitsministerium, som ikke umiddelbart har svaret.

Ifølge advokat Nicola Canestrini kræver den mistænkte respekt for sine fundamentale rettigheder. Derfor har han ifølge advokaten sultestrejket siden 31. oktober. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Han kræver ret til "tilstrækkelig ernæring, sunde og humane forhold under tilbageholdelsen og lige behandling med andre fanger, hvad angår familiebesøg og adgang til information", siger advokaten.

Ifølge ombudsmanden Lubinets kræver situationen i fængslet øjeblikkelig handling.

- Vi må gøre alt, hvad vi kan, for at beskytte en ukrainers rettigheder, står der i opslaget fra Lubinets.

Ombudsmanden kalder det "uacceptabelt" og i strid med internationale konventioner, at ukraineren tilbageholdes i et "højsikkerhedsfængsel under utilstrækkelige forhold".

Han har derfor henvendt sig til blandt andet det italienske justitsministerium.

Nyhedsbureauet Reuters skrev tirsdag, at det havde henvendt sig til ministeriet, men havde dengang heller ikke umiddelbart fået et svar.

Ukraineren er mistænkt for at have koordineret sabotage mod de to rørledninger Nord Stream 1 og 2, som løber i Østersøen mellem Tyskland og Rusland.

Han og en gruppe andre personer plantede sprængladninger på de to rørledninger i nærheden af Bornholm, har det tidligere fremgået af en udtalelse fra anklagemyndigheden i Tyskland.

Den formodede sabotage skete 26. september 2022.

Sagen er også blevet efterforsket af både de danske og svenske myndigheder. Disse efterforskninger blev stoppet i februar sidste år.

De tyske myndigheder ønsker ham udleveret til Tyskland, så han kan blive retsforfulgt.

For nylig besluttede en domstol i Bologna, at han kunne udleveres til Tyskland. Hans advokat har dog sagt, at han igen vil bringe sagen for den italienske højesteret, skriver dpa.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT