Trumps advokater beder om udsættelse af dom i tys-tys-sag
Efter planen er der strafudmåling i tys-tys-sagen fredag. Men Trumps advokater vil have afgørelsen udsat.
Donald Trumps advokater vil forsøge at få udsat strafudmålingen i sagen om udbetaling af tys-tys-penge til pornoskuespilleren Stormy Daniels.Det fremgår af et retsdokument sendt til dommer Juan Merchan, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Efter planen skal strafudmålingen finde sted 10. januar - altså på fredag.
Den kommende amerikanske præsident fik op til weekenden besked på, at han skal møde i retten til strafudmålingen denne dag.
Trump blev i maj sidste år kendt skyldig i sagen, som handler om bogføring af en betaling på 130.000 dollar til Stormy Daniels med det borgerlige navn Stephanie A. Gregory Clifford.
Betalingen skulle sikre, at den daværende pornoskuespiller holdt mund om en påstået affære mellem hende og Trump.
Det er Trumps advokater, der beder Juan Merchan om at udsætte strafudmålingen.
Af retsdokumentet, der er sendt til dommeren, fremgår det, at advokaterne, Todd Blanche og Emil Bove, vil kære dommerens beslutning om at afvise Trumps forsøg på at få sagen henlagt.
Og mens de afventer afgørelsen af kæremålet, beder de dommeren om at vente med strafudmålingen.
Trump har forsøgt at få sagen om tys-tys-pengene afvist med henvisning til, at han er beskyttet af præsidentiel immunitet.
Betalingen til Stormy Daniels blev ulovligt bogført som en kampagneudgift i forbindelse med Trumps præsidentkampagne i 2016.
Men da dette foregik, inden Trump tiltrådte som præsident, var han ikke beskyttet af præsidentiel immunitet, har dommer Juan Merchan slået fast.
Strafudmålingen finder efter planen sted, ti dage inden Donald Trump tiltræder som USA's 47. præsident.
Trump har fastholdt, at han er uskyldig i tys-tys-sagen.
/ritzau/