Stålgiganter sagsøger USA's regering efter blokade af opkøb

6. JAN 2025 • 16:02UDLAND

U.S. Steel og japanske Nippon Steel vil fortsat arbejde på en sammenlægning, lyder det i en udtalelse.

Stålproducenterne U.S. Steel og Nippon Steel har mandag sagsøgt den amerikanske regering, efter at præsident Joe Biden har blokeret for en sammenlægning af de to virksomheder.

Det skriver det amerikanske medie CNN.

Sagsanlægget skal understrege, at de to stålproducenter, der har base i henholdsvis USA og Japan, fortsat vil arbejde på, at U.S. Steel opkøbes af Nippon Steel, skriver de i en fælles udtalelse.

Stålproducenterne skriver videre, at de anser den amerikanske regerings blokade af salget for at være baseret på "rent politiske grunde".

- Sagsanlægget understreger, at Nippon Steel og U.S. Steel fortsat gør en indsats for at fuldføre transaktionen på trods af politisk indblanding, skriver stålproducenterne i udtalelsen.

Fredag meddelte præsident Joe Biden, at han ikke ville tillade, at U.S. Steel sælges til Nippon Steel.

- Uden en national stålproduktion og uden nationale stålarbejdere vil vores nation være mindre stærk og mindre sikker, lød det fra Joe Biden.

U.S. Steel er én af en række amerikanske stålproducenter. Virksomheden har eksisteret siden 1901 og har hovedkvarter i Pittsburgh, Pennsylvania.

Ud over den amerikanske regering har U.S. Steel og Nippon Steel sagsøgt Lourenco Goncalves, der er administrerende direktør hos den konkurrerende amerikanske stålproducent Cleveland-Cliffs.

Stålvirksomhederne har også sagsøgt Dave McCall, der er formand for De Amerikanske Stålarbejderes Fagforbund.

Begge anklages for at have forsøgt at blokere for Nippon Steels opkøb af U.S. Steel, skriver CNN.

Planerne om et opkøb går tilbage til marts 2024, hvor U.S. Steel oplyste, at det havde indgået en aftale om at blive opkøbt af Nippon Steel for 14,9 milliarder dollar. Det svarer til i omegnen af 108 milliarder kroner.

Spørgsmålet om opkøbet blev herefter overdraget til USA's udvalg for udenlandske investeringer (CFIUS).

I slutningen af december fortalte to anonyme kilder til avisen Washington Post, at CFIUS ikke var nået til enighed om, hvorvidt Nippon Steels potentielle opkøb af U.S. Steel ville true USA's nationale sikkerhed.

Herefter oplyste en talsperson for Det Hvide Hus, at man havde modtaget CFIUS' undersøgelse, og at præsidenten ville gennemgå den.

Flere gange undervejs har Joe Biden udtalt, at han var imod opkøbet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT