Tv-vært og zoolog Desmond Morris er død - 98 år

20. APR 2026 • 16:23UDLAND

Den tidligere tv-vært på BBC, forfatter og zoolog Desmond Morris er død i en alder af 98 år.

En mand med mange kasketter har sagt farvel.

Britiske Desmond Morris, adfærdsforsker, zoolog, forfatter, tv-vært og kunstner er død i en alder af 98 år.

Det oplyser hans søn, Jason, ifølge avisen The Independent.

I sidste halvdel af 1950'erne blev Desmond Morris en kendt tv-personlighed i Storbritannien, hvor han som leder af Granada TV and Film ved Zoological Society of London stod bag en række populære programmer om dyr - blandt andet på BBC.

Han indtog værtsrollen i 100 episoder af BBC-programmet 'Life in the Animal World', skriver avisen.

Morris nåede desuden at være chef for Londons zoologiske haves pattedyrsafdeling.

Internationalt er Morris nok bedst kendt for bogen "Den nøgne abe", der udkom i 1967. Bogen beskriver lighederne mellem dyr og mennesker.

Desmond Morris var sideløbende en fremtrædende kunstmaler.

Siden sin første udstilling i 1948 har han været betragtet som en væsentlig del af den britiske surrealisme.

Han var længe aktiv i sine forskellige professioner. Da han i januar 2023 fyldte 95 år, planlagde Morris en udstilling i den irske hovedstad, Dublin, med 60 af sine malerier. Udstillingen løb af stablen i september samme år.

- Han var zoolog, menneskekender, forfatter og kunstner, og han fortsatte med at skrive og male helt frem til sin død. Han var en stor mand og en endnu bedre far og bedstefar, siger Jason Morris til The Independent.

Desmond Morris blev født i engelske Wiltshire 24. januar 1928. Allerede som barn udviklede han en stor interesse for naturhistorie. Han studerede zoologi på universiteter i både Birmingham og Oxford.

Desmond Morris blev enkemand i 2018, da hans kone, Ramona Baulch, døde efter over 65 års ægteskab. Parret fik en søn.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT