Ulv menes at have dræbt pony i fold i Midtjylland
Ejere af en flok ponyer kørte ud for at fodre deres heste, hvor de fandt kadaveret af pony i en fold.
En ulv menes at stå bag, at en pony onsdag i sidste uge blev fundet død i en fold ved Egtved nordvest for Kolding.Det skriver DR.
Det var ejer Anna Marie Dahl og hendes mand, der onsdag fandt kadaveret af deres pony Bellami.
Hun fortæller, hvordan to tredjedele af ponyen var spist, og der sad ravne på resten af det, der var tilbage.
Ponyejeren fortæller desuden, at de aldrig har oplevet, at en pony i den størrelse er blevet taget af et andet dyr.
Ifølge Naturstyrelsen er det en ulv, der står bag angrebet, siger ulvekonsulent hos Naturstyrelsen Rasmus Jensen til mediet.
- Vores faglige vurdering er, at det er en ulv, der står bag angrebet. Den vurdering er foretaget ud fra tandmærkerne på kadaveret - afstanden mellem hjørnetænderne og diameteren på tandhullerne. Desuden er der bidt kraftigt i struben, der er spist relativt meget af dyret efter kort tid, og der er fundet poteaftryk efter ulv på stedet, siger han til DR.
Styrelsen har taget DNA-prøver af ponyen, som skal give et endeligt svar på, om en ulv dræbte hesten. Svarene er endnu ikke kommet.
Men episoden har fået Anna Marie Dahl til at genoverveje, om hun og hendes mand overhovedet vil have ponyer, hvis den slags kan ske.
For nu har hun flyttet sine sidste seks ponyer til en anden fold, hvor hun mener, at små heste er mere sikre.
Ifølge den seneste opgørelse af ulvebestanden, der er fra foråret 2025, var der 42 voksne ulve.
Der blev født mindst 45 nye hvalpe sidste år, fremgår det af ulveatlas.dk. Bestanden er endnu ikke opgjort for 2026.
/ritzau/
