FBI-direktør sagsøger medie for 1,6 milliarder for alkoholhistorie

20. APR 2026 • 18:17UDLAND

Mere end 20 anonyme kilder har i en artikel fortalt om en bekymrende adfærd hos FBI-chef Kash Patel.

Den amerikanske FBI-direktør, Kash Patel, sagsøger mediet The Atlantic og journalist Sarah Fitzpatrick for 250 millioner dollar for historier om Patels omgang med alkohol.

Det svarer til 1,6 milliarder kroner.

Det skriver flere amerikanske medier - heriblandt CNN.

Journalisten har i mediet med anonyme kilder beskrevet, hvordan Kash Patel "har bekymret kollegaer med episoder med overdreven alkoholindtagelse og uforklarligt fravær".

Artiklen, der oprindeligt havde titlen "Kash Patels uberegnelige opførsel kan koste ham jobbet" og blev udgivet fredag, indeholdt beskrivelser fra over 20 anonyme kilder, der udtrykte bekymring over Patels "iøjnefaldende beruselse og uforklarlige fravær".

Opførslen skal have tiltrukket sig opmærksomhed fra "embedsmænd i FBI og justitsministeriet", skriver Reuters på baggrund af artiklen.

Kash Patel afviser selv alle påstandene fra The Atlantic-artiklen. Det samme gør Det Hvide Hus og justitsministeriet i artiklen.

Kash Patel er advokat og blev som nær allieret med USA's præsident, Donald Trump, godkendt som ny chef for FBI i februar sidste år.

Det var Donald Trump, der udpegede Patel til posten.

Før det havde Patel rådgivet ledende skikkelser i Trump-administrationen under Trumps første embedsperiode fra 2017 til 2021.

I slutningen af marts kom det frem, at hackere med tråde til Iran havde hacket sig adgang til FBI-direktørens private mailindbakke.

FBI bekræftede, at Patels indbakke havde været mål for et cyberangreb og oplyste, at den berørte data lå et stykke tilbage tidsmæssigt. Det betød ifølge FBI, at angrebet ikke havde blotlagt nogen information fra regeringen.

I forbindelse med hackerangrebet offentliggjorde hackergruppen en række billeder, der angiveligt viser Patel lugte til og ryge cigarer, køre i en cabriolet og posere for kameraet med en stor flaske rom.

Billedernes ægthed er ikke blevet verificeret.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT