Tusindvis af amerikanere oplever Netflix-nedbrud før boksekamp

16. NOV 2024 • 04:12UDLAND

Netflix livestreamer natten til lørdag dansk tid en imødeset boksekamp mellem Mike Tyson og Jake Paul.

Tusindvis af brugere i USA er natten til lørdag dansk tid stødt på problemer med den store streamingtjeneste Netflix.

Det fremgår af hjemmesiden Downdetector, der monitorerer hjemmesiders nedbrud og registrerer brugeres fejlmeldinger.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Netflix livestreamer natten til lørdag en række boksekampe. Begivenhedens højdepunktet er kampen mellem den tidligere boksestjerne Mike Tyson og youtuberen Jake Paul, der har indledt en boksekarriere.

Lørdag omkring klokken 03.30 dansk tid har knap 14.000 brugere i USA meldt om nedbrud på Netflix, oplyser Downdetector.

I Danmark ser der ikke ud til at være større udfordringer med Netflix. Dog er der nogle få fejlmeldinger fra danske brugere på Downdetector.

Boksekampen mellem 58-årige Mike Tyson og 27-årige Jake Paul er den fjerde og sidste kamp under begivenheden, der afvikles i Texas i USA.

Det præcise tidspunkt for kampen er endnu uvist, men formentlig bliver det engang meget tidligt lørdag morgen dansk tid.

Netflix er primært kendt som streamingtjeneste, hvor man kan se film og serier, når man vil. Nogle få gange tidligere har tjenesten dog også tilbudt direkte begivenheder, som man har kunnet livestreame.

Man skal have et Netflix-abonnement for at kunne se kampen mellem Tyson og Paul. Der er dog ikke noget såkaldt pay-per-view-krav, som der ellers kan være tradition for, når det gælder meget profilerede boksekampe.

Mike Tyson er noteret for 58 kampe i karrieren.

I 1986 blev han den yngste verdensmester i sværvægtsboksning i en alder af 20 år.

Tyson blev også den første til at være sværvægtsverdensmester i forbundene WBA, WBC og IBF samtidig.

Han stoppede sin professionelle karriere i 2005, men har siden bokset opvisningskampe i 2006 og 2020.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT