Israels militær laver intern undersøgelse af angreb i Gaza
Der er mistanke om, at der ved 16 angreb er brugt overdreven magt eller sket brud på den humanitære folkeret.
Israels militær har indledt en undersøgelse af israelske soldaters fremfærd under mindst 16 forskellige angreb i krigen i Gazastriben.Det skriver avisen Haaretz fredag.
De 16 angreb, der skal granskes, skete mellem 21. oktober og 2. november.
Det gælder blandt andet luftangreb mod beboelsesejendomme samt mod skolebygninger, hvor fordrevne palæstinensere havde søgt tilflugt.
Ifølge palæstinensiske sundhedsmyndigheder har de 16 angreb kostet et stort antal civile livet.
Israels hær meddelte i slutningen af oktober, at et angreb mod en skole var rettet mod et af den militante Hamas-bevægelses kommandocentre.
Ifølge Israel var der taget flere skridt for at beskytte civile.
Men Haaretz skriver, at der er mistanke om, at der ved alle 16 angreb har været tale om overdreven magtanvendelse. Nogle angreb kan også være i strid med den humanitære folkeret.
Ifølge avisen har den interne undersøgelse til formål at afværge krav om internationale undersøgelser af mistænkte krigsforbrydelser.
Undersøgelserne i Israel udføres af en militærkomité, der ifølge hæren er uafhængig.
Resultaterne vil derefter blive sendt videre til den militære generaladvokat, som vil beslutte, om der skal indledes en strafferetlig undersøgelse.
Ifølge Haaretz kan undersøgelserne tage flere år. Det er heller ikke usædvanligt, at denne type undersøgelser bliver opgivet, skriver avisen.
Militæret har ikke oplyst, om disse undersøgelser hidtil har haft nogen strafferetlige konsekvenser, og i så fald hvilke.
Den militærkomité, der nu skal granske angrebene i Gazastriben, har fået indberettet næsten 2000 hændelser, siden krigen mod Hamas begyndte for over et år siden.
Det israelske militær ønsker ifølge Haaretz ikke at oplyse flere detaljer om den igangværende efterforskning.
Israels luftangreb og landoffensiv i Gazastriben har siden oktober sidste år dræbt over 43.700 mennesker, hvoraf de fleste er civile.
Det viser en opgørelse fra sundhedsministeriet i det Hamas-kontrollerede område.
Det er ikke muligt at få bekræftet tabstallet fra anden side.
/ritzau/dpa