Økonomisk vagthund truer gældsplagede Lyon med tvangsnedrykning
Textor Eagle Football Holding, der er hovedaktionær i Lyon, har en gæld på omkring 3461 milliarder kroner.
Den franske fodboldklub Lyon kan ikke købe nye spillere, når transfervinduet åbner efter nytår.Det er konsekvensen af klubbens problemer med at få økonomien til at hænge sammen på en måde, der tilfredsstiller fransk fodbolds økonomiske vagthund, DNCG.
DNCG truer ligeledes den gældsplagede fodboldklub med en nedrykning fra den bedste franske fodboldliga, Ligue 1, såfremt klubben ikke formår at vende den dårlige økonomi.
Fodboldklubben sættes også under et omfattende løntilsyn.
John Textor, der er klubbens amerikanske ejer, fortæller, at han på trods af sanktionen "ikke er så bekymret".
Selskabet Textor Eagle Football Holding, der er hovedaktionær i en række fodboldklubber, herunder Lyon, Crystal Palace og Botafogo, har i øjeblikket en samlet gæld på 463,8 milliarder euro. Det svarer til omkring 3461 milliarder kroner.
- Jeg har tillid til vores tal. Vi vil få flere hundrede millioner euro ind i de kommende måneder, siger Textor efter sanktionen til journalister.
Selskabet forventer, at der kommer penge ind fra den brasilianske klub Botafogo og den belgiske klub Molenbeek, som kan være med til at afvikle gælden.
DNCG's revisorer antyder fredag, at de muligvis ikke vil være i stand til at godkende klubbens regnskab, fordi de ikke er sikre på, at de kan bedømme karakteren af de pengestrømme, som selskabet refererer til.
- De tilsynsførende kigger kun på den franske fodboldklub og har ikke taget højde for de hundredvis af millioner dollar, der kommer ind fra de forskellige dele af vores organisation, siger Textor.
Han insisterer på, at det ikke bliver aktuelt for klubben at sælge ud af deres bedste spillere.
- Vi tjener omkring 90 millioner euro om året på salget af spillere. Det vil fortsætte, men bare rolig, det vil ikke være jeres yndlingsspillere eller de bedste spillere, hvis ikke vi har nogen til at erstatte dem, og som kan spille bedre, siger Textor.
Fodboldklubben Lyon ligger i øjeblikket på en femteplads i Ligue 1.
/ritzau/AFP