Personlig fejl fylder hos Vestergaard efter Riemers debut

16. NOV 2024 • 00:34SPORT

Danskerne pressede på til sidst mod Spanien, men for Jannik Vestergaard blev det en aften til glemmebogen.

En helt specifik aflevering sidder tungt i landsholdets Jannik Vestergaard efter fredagens 1-2-nederlag til Spanien i Parken.

Efter 15 minutter sendte forsvarsspilleren en aflevering i fødderne på Mikel Merino, og herfra kombinerede spanierne sig hurtigt igennem til en sikker 1-0-scoring i Nations League-kampen.

- Min egen fejl er det altoverskyggende for mig. Det er rimeligt lige til, at det tynger mig lidt mere end andre, siger Jannik Vestergaard efter Brian Riemers landstrænerdebut fredag aften.

- Det er ikke raketvidenskab. Jeg forsøgte at spille bolden et sted hen, hvor jeg ikke skulle have gjort det. Det var en upræcis aflevering, og så landede den i skoen på en god fodboldspiller, der straffede det.

Efter en ellers stærk dansk start på opgøret med højt pres mod spanierne fik udeholdet arbejdet sig ind i opgøret.

Spanierne udnyttede fejlen i det danske forsvar, og resten af halvlegen foregik under spansk kontrol.

Efter pausen fik Danmark presset spanierne mere, selv om gæsterne bragte sig på 2-0.

En reducering i slutfasen af Gustav Isaksen samt et pres mod spanierne helt til sidst skabte spænding om kampens udfald.

- Vi pressede højt og gjorde det mere svært for Spanien. Det gav os muligheden for at få et resultat. Men skuffelsen vejer tungest for mig, siger Vestergaard.

Efter opgøret var Danmarks anfører, Pierre-Emile Højbjerg, skuffet og irriteret. Han mente, at er lå minimum et point i luften for danskerne.

- Vi gjorde det, man skal hjemme i Parken. Vi spillede modigt og var fremadrettede i vores tanker.

- Med lidt mere held havde vi fået 2-2, og havde vi været rigtig heldige, kunne vi også have vundet kampen, siger Højbjerg.

Mandag venter sidste kamp i Nations League-gruppen mod Serbien på udebane. Her har Danmark brug for mindst uafgjort for at bevare andenpladsen i gruppen, der giver adgang til turneringens kvartfinaler.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT