Tunesiens præsident står til klar valgsejr med rival i fængsel

6. OKT 2024 • 22:14UDLAND

Tunesien blev fremhævet som succes i det arabiske forår, men får nu igen kritik for udemokratisk udvikling.

Tunesiens præsident, 66-årige Kais Saied, står til en knusende valgsejr ifølge valgstedsmålinger.

Det rapporterer tunesisk stats-tv søndag.

Målingen giver ham 89,2 procent af stemmerne. Bekræftes tallene, bliver der ikke flere runder i valget.

Den tunesiske valgkommission vil komme med en meddelelse om officielle resultater mandag aften.

Kais Saied, der vandt en jordskredssejr ved et valg i 2019, koncentrerede magten om sig selv efter kun to år på posten.

Han afsatte parlamentet, omskrev forfatningen og slog ned på sine politiske modstandere.

Ved dette valg har han to modkandidater. Den ene, Zouhair Maghzaoui, er en tidligere allieret, som nu er blevet kritiker.

Den anden, Ayachi Zammel, der blev anset som en trussel, blev fængslet i sidste måned.

Valgdeltagelsen var ifølge valgkommissionen på 27,7 procent, efter at stemmestederne lukkede søndag. Det er blot halvdelen af, hvad den var i den afgørende valgrunde i 2019.

Tunesien blev en årrække fremhævet som en relativ succeshistorie efter det såkaldte arabiske forår i 2010 og 2011.

Mange så det som det land i regionen, der kom bedst igennem de omvæltninger, der fulgte efter en revolution og præsident Zine el-Abidine Ben Alis afgang.

Men rettighedsgrupper kritiserer nu bredt udviklingen i landets demokrati under Saied.

Kandidaten Zammel blev anholdt 5. september under mistanke om at have forfalsket valgdokumenter. Han blev idømt 20. måneder fængsel 18. september.

Tirsdag blev han så idømt yderligere 12 års fængsel for de samme anklager. Hans advokat har kaldt sagen politisk motiveret.

Ledende skikkelser fra de største partier, som i vidt omfang er imod Saied, er blevet sat i fængsel på baggrund af forskellige anklager i løbet af det seneste år.

Partierne har ikke offentligt støttet op om nogle af kandidaterne på stemmesedlerne søndag. Andre modstandere er blevet forbudt at stille op.

- Det er en skændsel, siger bankansatte Wael, der kun står frem med sit fornavn.

- Journalister og modstandere er i fængsel, heriblandt en præsidentkandidat. Men jeg vil stemme på forandring, fortsætter Wael.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT