Trump vil påføre flere lande toldsatser før frist fredag
Ifølge Politico er flere lande desperate for at få en toldaftale med USA's præsident i sidste øjeblik.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har torsdag planer om at underskrive nye dekreter, som påfører toldsatser på flere lande.Det drejer sig om lande, der ikke har indgået en handelsaftale med USA inden den deadline, som Trump selv har sat, nemlig fredag den 1. august.
Det skriver mediet Politico på baggrund af udtalelser fra en unavngiven embedsmand i Det Hvide Hus.
Det kan omfatte en række af USA's største handelspartnere, heriblandt Canada, Mexico og Taiwan, lyder det.
Det har ifølge Politico fået landenes ledere og embedsmænd til at drage af sted for at sikre en aftale eller forlængelse i sidste øjeblik. Men det ser sort ud hos de fleste af landene.
- USA's toldforhandlere presser Taiwan som en citron, siger en anonym kilde med kendskab til toldforhandlingerne mellem USA og Taiwan.
- USA vil have det hele med hensyn til adgang til Taiwans markeder.
Trump skrev onsdag på sit eget sociale medie, Truth Social, at fristen den 1. august ikke vil blive forlænget.
/ritzau/