Danske curlingkvinder åbner EM med sejr over oprykker

22. NOV 2025 • 17:04SPORT

De danske curlingkvinder indledte EM med sejr over Tjekkiet, mens Danmarks herrer tabte til Polen i EM-åbner.

Curlingkvinderne fra Danmark kom lørdag godt fra start ved EM i Finland.

Skipper Madeleine Dupont og holdkammeraterne besejrede i første kamp Tjekkiet 10-4 efter at have ført det meste af dysten.

Tjekkiet rykkede sidste år op som vinder af B-laget og er derfor ny i det bedste selskab.

Her har danskerne længe ligget med triumfen i 2022 som den nuværende generations bedste resultat.

Alle spillerne fra dengang er stadig med, og de viste rutinen i premieren mod Tjekkiet.

Danskerne havde sidste sten i første og tredje ende, hvor det begge gange blev til to danske point.

Det betød, at Danmark gik ind til fjerde ende med en føring på 4-2, som aldrig blev sat over styr. Tre point i syvende ende afgjorde endegyldigt kampen til dansk fordel.

EM er en del af forberedelserne til vinter-OL, som afvikles i Norditalien til februar.

Ud over Madeleine Dupont består det danske hold af Denise Dupont, Jasmin Holtermann, Mathilde Halse og reserven My Larsen.

Allerede lørdag aften spiller de anden kamp i turneringen mod Tyrkiet.

Også herrelandsholdet fra Danmark deltager ved EM efter to års fravær fra øverste niveau.

Her blev det til dansk nederlag i første kamp med cifrene 5-7 mod Polen.

Danmark var bagud med 0-2 efter de tre første ender, men scorede så to point og udlignede til 2-2 i fjerde ende. Polen lavede dog tre point i femte ende og kørte sejren hjem derfra.

De danske herrer møder Sverige i sin anden kamp søndag morgen.

Modsat kvinderne har de danske curlingmænd ikke sikret sig adgang til vinterlegene. Det unge hold sigter i stedet mod OL i 2030.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT