FCM-kvinder misser top-6 efter drama mod Brøndby

22. NOV 2025 • 16:28SPORT

FC Nordsjælland vandt over Kolding og hjalp dermed FC Midtjylland, der manglede et mål for at komme i top-6.

FC Midtjyllands fodboldkvinder missede top-6 i A-Ligaen med lørdagens 1-1-resultat ude mod Brøndby i sidste spillerunde i grundspillet.

I slutfasen var FCM flere gange tæt på at score det mål, der havde sikret midtjyderne en plads i top-6.

FCM fik den hjælp i en af de øvrige kampe, som holdet havde brug for. FC Nordsjælland vandt nemlig med 3-1 over Kolding IF, som trods nederlaget endte med at snuppe sjettepladsen.

Angriberen Rikke Dybdahl havde en stor chance i slutminutterne for at score til 2-1, men hun brændte.

Efterfølgende var hun skuffet over ikke at kunne tage sejren, så holdet kunne undgå at skulle ud i et nedrykningsspil i foråret.

- Det er ærgerligt. Vi manglede det ene mål til slut. Men vi har smidt nogle trælse point i den her halvsæson.

- Vi stod godt defensivt, og vi fik skabt de chancer, vi skulle bruge, siger Rikke Dybdahl til TV 2 Sport.

Brøndby fik den bedste start og kom foran 1-0 efter en halv time ved Hafrun Rakel Halldorsdottir, som rundede FCM-keeper Katrine Thisgaard og trillede bolden i det tomme net.

Fem minutter senere udlignede Sofia Rejkjær til 1-1 for FCM, som spillede en af sine bedre kampe i efteråret.

Men der var ikke flere mål i oprykkerholdet, som havde som målsætning om at slutte blandt de seks bedste. Det lykkedes ikke, og FCM ryger i stedet i nedrykningsspillet i foråret.

Brøndbys indskiftede Evelina Thygesen havde et forsøg på overliggeren i de sidste minutter og kunne også have taget sejren, og hjemmeholdet ærgrede sig også over pointtabet.

- Det var langt under niveau. Vi spiller i Brøndby, og vi skal køre dem over.

- Vi mistede for mange bolde, og vi tabte vores dueller. Vi lod det blive en hektisk kamp, og vi fik ikke noget ro på. Vi fedtede for meget rundt med bolden, siger Brøndbys Linnea Borbye til TV 2 Sport.

Der blev lørdag også spillet en topkamp mellem HB Køge og Fortuna Hjørring. I den kamp kom HB Køge foran 1-0, men Fortuna Hjørring endte med at vinde 2-1 på et mål af topscorer Joy Omewa.

Fortuna Hjørring har nu tre point op til HB Køge på førstepladsen efter 14 kampe.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT