Chelsea strammer grebet om toppen med kontrolleret sejr
På mål af Pedro Neto og Enzo Fernández vandt Chelsea 2-0 over Burnley i Premier League.
Chelsea har bidt sig fast i toppen af Premier League i denne sæson, og lørdag blev det til en solid 2-0-sejr på udebane over oprykkerne fra Burnley.Med sejren rykker Chelsea op på en øjeblikkelig andenplads med tre point op til rivalerne fra Arsenal, der topper tabellen for en kamp færre.
Det var den tredje sejr i ligaen i træk uden at lukke mål ind for Chelsea, som stod godt defensivt mod Burnley.
Efter 37 minutter slog Chelsea til med kampens første mål, der blev headet i kassen af den formstærke kantspiller Pedro Neto.
Bagest i feltet kastede Neto kroppen frem i luften og pandede bolden ind til 1-0. Oplægget stod Jamie Gittens på den anden kant for.
Burnley havde meget svært ved at bryde igennem og komme frem til chancer i den anden ende, og Chelsea havde kontrol over kampen trods den smalle føring.
Efter lidt over en times spil hamrede Neto bolden på stolpen, men Chelsea magtede ikke at lukke kampen tidligt.
Lukket blev kampen dog endegyldigt, da Chelseas centrale midtbanespiller Enzo Fernández løb med frem i feltet og udnyttede et perfekt oplæg fra den indskiftede angriber Marc Guiu.
Flere mål blev der ikke scoret i en kamp, hvor Jacob Bruun Larsen kom ind for Burnley i det sidste kvarters tid uden at kunne ændre på resultatet.
Det ottende nederlag i denne sæson efterlader Burnley som en del af bundstriden med ti point.
/ritzau/
