AaB taber klart og misser mulighed for at indhente tophold

22. NOV 2025 • 15:57SPORT

En sejr havde sendt AaB helt tæt på oprykningspladserne, men i stedet tabte man klart med 0-3 til Kolding.

Med tre point kunne AaB spille sig et enkelt point fra andenpladsen i 1. division, men det stikmodsatte skete.

I egen hule tabte nordjyderne med stensikre 0-3 til Kolding IF, der snuppede alle tre point.

Dermed er AaB fortsat nummer seks i den næstbedste fodboldrække. Flere øvrige tophold kan sågar øge afstanden til nordjyderne senere i spillerunden.

Omvendt indhenter Kolding netop AaB, og de to ligger side om side i midten af rækken med 25 point efter 17 runder.

Kolding leverede sin første afslutning indenfor målrammen efter en lille halv time, men gæsterne fik til gengæld fuldt udbytte i samme sekvens.

AaB-forsvaret så mildt sagt passive ud, da Koldings Vladislav Morozov uprovokeret kunne drible bolden frem i venstresiden, hvorfra han fandt en fri Jesus Alfaro, der sikkert lagde føringsmålet i det lange hjørne.

Efter en time blev missionen for alvor vanskelig for nordjyderne, da Koldings Nemanja Nedic efter et klumpspil ved et hjørnespark sendte kuglen ind til 2-0.

Begivenhederne udviklede sig til en mindre ydmygelse med et kvarters tid tilbage, da Meinhard Olsen satte det sidste søm i kisten.

Langt udefra trykkede han til kuglen, og den strøg over i det lange hjørne og ind bag AaB-keeper Vincent Muller, der så alt andet end heldig ud.

Efterhånden blev der flere ledige sæder end fans på stadion i Aalborg, men de tilbageværende tilskuere fik ikke flere mål at varme sig på.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT