Trump og ny New York-borgmester taler om boliger og høje priser

21. NOV 2025 • 22:04UDLAND

Fra starten af pressemøde slås en forsonlig tone an trods tidligere angreb mellem Trump og Mamdani.

New York Citys nyvalgte borgmester, Zohran Mamdani, og præsident Donald Trump havde et "fremragende" møde fredag.

Det siger Trump efter mødet, som der har været meget fokus på - blandt andet på grund af de to politikeres ganske forskellige politiske holdninger og kritiske udtalelser om hinanden.

På et pressemøde siger både Trump og Mamdani, at de talte om de ting, som de har til fælles.

Det gælder blandt andet et ønske om at skaffe flere boliger og mindske leveomkostninger.

- Det var et produktivt møde, som handlede om et sted, som vi begge beundrer og elsker, siger Mamdani med henvisning til New York.

- Vi talte om husleje, dagligvarer, forbrug og de forskellige måder, som folk bliver skubbet ud på.

34-årige Mamdani blev for nylig valgt som New York Citys næste borgmester. Mamdani er New York Citys yngste borgmester i over 100 år, skriver nyhedsbureauet AP. Han er også den første muslimske borgmester i byen.

Trump har været en hård kritiker af den unge politikers socialistiske politik, og han har hyppigt kaldt Mamdani for kommunist.

Trump har også truet med at trække den føderale støtte til New York, hvis Mamdani blev borgmester. Fredag udtrykker Trump støtte til Mamdani.

- Jo bedre, han gør det, desto mere glad bliver jeg, siger Trump.

- Vi kommer til at hjælpe ham med at få alles drøm til at gå i opfyldelse - at få et stærkt og meget sikkert New York.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT