Trump-vælgere kræver Irans præstestyre nedkæmpet efter valget
Historien har lært amerikanerne, at tingene skal gøres færdige i Mellemøsten, påpeger en Trump-vælger.
Krigen i Iran slutter, når den amerikanske præsident, Donald Trump, ønsker det - har den amerikanske præsident sagt.Blandt hans vælgere i Maga-bevægelsen er tålmodigheden dog ved at slippe op. Krigen, som præsidenten indledte tidligere i år, skal fuldendes, mener de.
- Historien har lært os, at i den del af verden er man nødt til at fuldføre sin mission. Man kan ikke efterlade det uafsluttet, siger Russell Harrell.
Den ældre herre, som er salgskonsulent i delstatshovedstaden Atlanta, er en af flere Maga-vælgere, som mødes med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) under midtvejsvalget i USA.
Russell Harrell vil se militær handling efter valget:
- Det bliver nødvendigt efter midtvejsvalget, for vi har gang på gang set, at efterlader man bare et lille spirende frø af noget uønsket, vil det vokse, brede sig og vende tilbage med fornyet kraft.
Det er en holdning, som går igen blandt de øvrige deltagere i et mindre arrangement, hvor udenrigsministeren drøfter indenrigs- og udenrigspolitiske spørgsmål med lokale Maga-vælgere i Atlanta i delstaten Georgia på valgdagen.
En måling for magasinet The Economist i september viser, at støtten til krigen i Iran er markant større blandt Maga-vælgere end blandt Republikanerne i almindelighed.
69 procent i Maga-basen mener, at det var rigtigt at indlede krigen mod Iran. Kun 30 procent af Republikanerne støttede Trumps krig.
Ejendomsmægler Robert Mason beskriver sig selv som konservativ, og han ”stemte republikansk hele vejen ned gennem stemmesedlen” ved tirsdagens midtvejsvalg.
Økonomien er det vigtigste for ham. Men han er også meget optaget af krigen i Iran og krigen i Ukraine.
- Jeg vil have nedkæmpet mullaherne (præstestyret i Iran, red.). Jeg mener, at Trump-administrationen og vores allierede skal befri de 90 millioner persere. Vi har været i krig med de iranske mullaher siden 1978. Det er på tide, at det får en ende, siger Robert Mason.
USA kan bombe, men han ønsker ikke amerikanske soldater på landjorden. Det må andre bidrage med. Han peger på kurderne, som flere gange tidligere har hjulpet USA i krige i Irak og Syrien, senest imod Islamisk Stat.
Mens både Kongressens budgetkontor, centralbanken (The Fed) og en række organisationer og eksperter har sagt, at krigen i Iran har kostet amerikanerne store summer og en forhøjet inflation, har Robert Mason en anden udlægning af, hvorfor brændstofpriser er høje.
- Hvorfor er benzinen to-tre dollar billigere for en gallon i nogle delstater end i andre? Det handler om regulering. Det handler om skatter. Det handler om den måde, de enkelte delstater bliver styret på, siger Robert Mason.
Greg Hansen har tidligere været politisk aktiv for Republikanerne, men har forladt partiet igen, fordi det "var blevet for kaotisk". Han beskriver sig som konservativ, før han er republikaner, og patriot, før han er konservativ.
- Jeg føler, at det, som Trump gør i Iran, er rigtigt godt. I 50 år har de proklameret død over USA. Alle tidligere præsidenter har sagt, at det var det rigtige, men de har ikke gjort det. Trump gør det, siger Greg Hansen.
Han er træt af medierne, som, mener han, generelt er venstreorienterede og derfor fremstiller historien om krigen forkert.
RITZAU
