Trump: Jeg vil acceptere resultatet af midtvejsvalget
Donald Trump siger til amerikansk medie, at han vil acceptere udfaldet af midtvejsvalget.
USA's præsident, Donald Trump, vil acceptere resultatet af midtvejsvalget og samarbejde med Demokraterne.Det siger han i et interview med The New York Times.
- Jeg er absolut villig til at acceptere resultaterne, siger han til det amerikanske medie.
- Vi vil samarbejde med Demokraterne, og vi vil se frem til at arbejde sammen med dem. Vi finder sikkert en løsning, tilføjer præsidenten.
Demokraterne ser ud til at overtage magten fra Republikanerne i Repræsentanternes Hus, vurderer flere medier.
I Kongressens andet kammer, Senatet, har Demokraterne også taget flere pladser fra Republikanerne.
Analyseinstituttet Decision Desk HQ konkluderer blandt andet, at demokraten James Talarico har vundet senatsvalget i delstaten Texas.
Det er første gang i mere end 30 år, at Demokraterne vinder sædet i delstaten, der er kendt som en af USA's mest konservative højborge.
Senatspladsen ser også ud til at skifte farve i South Carolina, hvor delstaten har fået sin første demokratiske senator i mere end 20 år. Her har demokraten Annie Andrews vundet over den Trump-støttede republikaner Darline Graham.
Stemmerne i flere delstater er stadigvæk ikke talt op. Demokraterne skal vinde fire sæder fra Republikanerne for at overtage magten i Senatet. Før tirsdagens valg sad Republikanerne på 53 ud af de 100 sæder.
Valgnederlaget til Republikanerne skyldes ifølge Trump, at han ikke selv var på stemmesedlen, siger han til The New York Times.
Han siger desuden, at han ikke fortryder at have støttet kandidater som republikaneren Darline Graham i South Carolina og Ken Paxton i Texas.
Trump har tidligere sagt, at han vil modarbejde Demokraterne, hvis partiet sikrer sig flertal i begge kamre i Kongressen.
- Hvis vi ikke vinder, nedlægger jeg veto mod alt, har Trump sagt til New York Post.
RITZAU
