Trump langer ud efter Fox News mens valgsteder lukker
Trump retter på Truth Social opmærksomhed mod Fox News. Han kalder vært fra valgdækning for dum som en dør.
USA's præsident, Donald Trump, langer på sit eget sociale medie, Truth Social, ud efter den konservative tv-kanal Fox News.Det sker i flere opslag, som Trump har delt sent tirsdag og natten til onsdag dansk tid.
Opslagene fra Trump kommer, mens flere amerikanske medier bringer de første meldinger om resultater fra midtvejsvalget i USA.
I tre opslag skriver den republikanske præsident blandt andet, at et fald i kanalens seertal skyldes, at den bruger for meget tid på at dække Demokraterne.
I et opslag, som blev offentliggjort, da de første valgsteder lukkede sent tirsdag, skriver Trump, at Fox News er "langt nede, ikke på grund af mig, men fordi de er imod mig".
I et andet opslag kalder Trump én af kanalens værter for "dum som en dør".
Præsidenten måtte opgive at følge kanalens tidlige valgdækning, da han ikke kan udstå værtens stemme, skriver han.
I et tredje Truth Social-opslag kritiserer Trump meningsmålingen The Fox News Poll, som undersøger de amerikanske vælgeres holdninger.
Meningsmålingen er ifølge ham "altid den værste", og de spørgsmål, der stilles, er fornærmende, skriver han.
- Hvert svar er et målrettet angreb ("a hit job", red.), og hvert svar er "vrøvl" ("bullshit", red.), skriver han om Fox News-meningsmålingen.
Med midtvejsvalget bliver det afgjort, om Republikanerne bevarer kontrollen over Kongressen, og resultaterne vil få betydning for resten af Trumps anden præsidentperiode.
Kort tid efter, at opslagene om Fox News blev delt, skulle Trump være vært for en begivenhed, som nyhedsbureauet AFP omtaler som en valgaftensreception.
Den afholdes for blandt andet embedsmænd fra Trumps administration i lokalet East Room i Det Hvide Hus.
En unavngiven embedsmand fra Det Hvide Hus har ifølge AFP beskrevet stemningen blandt deltagerne som "forsigtigt optimistisk".
Trump har holdt næsten daglige vælgermøder i måneden op til midtvejsvalget. Han har opfordret republikanske vælgere til at lade som om, at han selv er på stemmesedlen.
Det er sket på trods af rekordlav opbakning til Trump i målinger af hans såkaldte "approval rating".
Meningsmålinger har vist, at Demokraterne har gode chancer for at overtage flertallet i Repræsentanternes Hus og muligvis også i Senatet, hvilket er Kongressens to kamre.
Natten til onsdag har analyseinstituttet Decision Desk HQ på baggrund af foreløbige valgdata også vurderet, at Republikanerne mister flertallet i Repræsentanternes Hus.
De amerikanske vælgere har blandt andet udtrykt frustration over økonomien og over krigen i Iran.
RITZAU/AFP
