Tjekkiet knuser Danmarks VM-drøm i straffesparksdrama
Rasmus Højlund, Anders Dreyer og Mathias Jensen misbrugte deres straffespark, og Danmark går glip af VM.
Danmark går glip af sommerens fodbold-VM i USA, Mexico og Canada.Tirsdag aften tabte Brian Riemers mandskab til Tjekkiet efter en straffesparkskonkurrence, hvor Rasmus Højlund, Anders Dreyer og Mathias Jensen med misbrugte spark blev de helt store skurke.
Christian Eriksen scorede på sit straffespark, mens Mads Hermansen pillede et enkelt tjekkisk forsøg. Men det var altså ikke nok.
Inden dysten fra pletten havde Danmark været bagud to gange. Den første tjekkiske scoring faldt efter tre minutter, inden Joachim Andersens udligning i anden halvleg sørgede for forlænget spilletid.
Her kom Danmark bagud på ny, men Kasper Høgh pandede Danmark på 2-2 og gav Danmark nyt håb. Men forgæves. Dermed misbrugte Danmark den tredje matchbold i jagten på en VM-billet.
I Parken i november smed Danmark en føring mod Belarus, og nogle få dage senere endte det med nederlag i Skotland. Begge kampe kunne med det rette resultat have sendt Danmark på tværs af Atlanterhavet, men det glippede.
Derfor havnede Danmark i playoff, hvor første skridt mod VM blev taget med en 4-0-sejr over Nordmakedonien i Parken i torsdags. Men på et elektrisk stadion i Prag gik det galt.
Det er første gang siden EM i 2016, at Danmark misser en slutrunde.
Før kampen havde Brian Riemer på det kraftigste advaret mod Tjekkiets evner på dødbolde, men der gik ikke mere end to et halvt minut, før det gik helt galt for Danmark. Tjekkerne fik hjørnespark og kom foran med 1-0.
Hjørnesparket blev forlænget af et dansk hårstrå og havnede hos en fuldstændig umarkeret Pavel Sulc, der med et brag halvflugtede kuglen op i det fjerne hjørne.
Gustav Isaksen tog sig fortvivlet til hovedet, for det var ham, der skulle have markeret den offensive profil fra Lyon, og den danske dribler forsøgte omgående at gøre skaden god igen.
For danskerne så på ingen måde ud til at miste modet, og Gustav Isaksen var blandt de mest aktive i en meget ivrig dansk offensiv i minutterne efter det tjekkiske drømmemål.
Men det var utvivlsomt Rasmus Højlund, der var hovedperson i det danske forsøg på at komme tilbage. Angriberen fik bolden hele tiden, blev farlig nærmest hver gang og testede flere gange den tjekkiske keeper.
Det samme gjorde Gustav Isaksen efter 16 minutter, da han med et forrygende frisparksforsøg tvang Matej Kovar til en akrobatisk redning mellem stængerne.
Men ind ville bolden ikke, og i det sidste kvarter af første halvleg forsvandt noget af den aggressivitet, der havde præget holdet efter det tjekkiske mål.
De tjekkiske tilskuere lugtede dansk usikkerhed og vågnede op. Hver gang tjekkerne var bare i nærheden af et offensivt fremstød, sprang de op af stolene og skrålede. Og efter 34 minutter var det lige ved at eksplodere.
Joakim Mæhle, der flere gange ramte forkert med sine afleveringer, smed bolden væk og satte et tjekkisk kontrastød i gang. Lukas Provod blev spillet næsten helt fri og sendte bolden snert forbi det danske mål.
På den anden side af pausen fandt Danmark igen rytmen. Tjekkerne trak sig langt tilbage og havde åbenlyst ingen problemer med, at de danske spillere sværmede om deres felt konstant.
Danmark fik lov flytte bolden rundt og ledte konstant efter det nålestik, der kunne give en scoring. Samtidig fejrede de tjekkiske fans hver eneste clearing og hver eneste vellykkede tackling. Og dem var der mange af.
De store danske chancer lod nemlig vente på sig, men efter 72 minutter kom forløsningen. Mikkel Damsgaard svingede et hjørnespark ind i panden på Joachim Andersen, som scorede til 1-1.
Det betød, at kampen skulle i forlænget spilletid, og så var den gal igen med dødboldene. Tjekkiet kom godt i gang og fik flere hjørnespark, inden et indkast efter 100 minutter blev skæbnesvangert for Danmark.
Alle de store tjekker var med fremme i feltet, og efter et indlæg havnede bolden hos anfører Ladislav Krejci, der via Alexander Bahs fod fik stadion i Prag til at eksplodere.
I anden halvleg af den forlængede spilletid blev der dog igen stille alle andre steder end det hjørne, hvor de 900 danske fans havde plads. Kasper Høgh, der spillede sin bare anden landskamp, steg op til et hjørnespark og pandede Danmark på 2-2. Og så skulle det afgøres fra pletten.
/ritzau/
