Frankrig forbyder brug og besiddelse af nikotinposer
Nikotinposer, der er særligt populære blandt unge, er fra onsdag ulovlige at bruge og besidde i Frankrig.
Fra onsdag bryder man loven i Frankrig, hvis man går med en pakke med nikotinposer i lommen.1. april træder en ny lov således i kraft i Frankrig, og det betyder, at det både bliver forbudt at bruge, besidde, sælge og købe nikotinposerne, også kaldet snus.
Det fremgår af lovteksten på den franske regerings hjemmeside.
- Fra den 1. april 2026 vil nikotinposer være forbudt i Frankrig. Det samme gælder andre orale nikotinprodukter, herunder tyggegummi og pastiller, lyder det i lovteksten.
- Forbuddet gælder ikke for medicinsk udstyr, der anvendes som nikotinudskiftningsmidler til rygestop.
Det er endnu uvist, hvad en potentiel bødestørrelse vil lyde på, hvis man overtræder snusforbuddet.
Men det ændrer ikke ved, at Frankrig i de senere år er gået hårdt til værks i kampen mod nikotinprodukter.
I juli sidste år blev det også ulovligt at tænde en cigaret på en strand eller i en park i Frankrig.
Forbuddet var en del af en lov, der har til formål at beskytte børn mod passiv rygning.
De franske myndigheder har tidligere berettet om et specifikt mål om en tobaksfri generation frem mod 2032.
Ud over strande og parker gælder rygeloven i busskure og områder inden for en radius af ti meter fra biblioteker, svømmehaller og skoler.
Mens brugen af almindelige cigaretter i dansk sammenhæng er nedadgående, får røgfrie nikotinprodukter et stadig mere fast greb i unge.
Tidligere i marts viste en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, at 14 procent - hver syvende - mellem 15 og 29 år i Danmark dagligt eller lejlighedsvist bruger nikotinposer eller tyggetobak.
I 2020 var tallet til sammenligning 9,1 procent.
87 procent af snusbrugerne i grundskolen svarede i undersøgelsen, at de tager det i skoletiden.
/ritzau/
