Trump om angreb i Mellemøsten: Nogle gange må de tage kampen
Donald Trump håber på våbenhvile, men afviser at sige, om USA har bedt Israel om at indstille angreb på Iran.
Nogle gange kan det være nødvendigt at tage kampen, siger USA's præsident, Donald Trump, adspurgt om konflikten mellem Iran og Israel.Men han håber, at de to lande kan blive enige om en våbenhvile.
Den amerikanske præsident skal søndag aften lokal tid til Canada, hvor der er G7-møde.
Inden afgang bliver han af journalister spurgt ind til konflikten mellem Israel og Iran, som over weekenden har udvekslet omfattende luftangreb.
- Jeg håber, at der kommer en aftale. Jeg synes, at en aftale er på tide, og vi må se, hvad der sker. Nogle gange bliver de nødt til at tage kampen (fight it out, red.), men vi må se, hvad der sker, siger Donald Trump.
Han siger, at USA fortsat vil støtte Israels selvforsvar, men han afviser at svare på, om USA har bedt Israel om at indstille angrebene på Iran.
/ritzau/Reuters
