Trump melder sig klar til tv-debatter med Harris
Donald Trump siger, at han stadig mangler svar på, om Kamala Harris vil stille op til tre tv-debatter.
USA's tidligere præsident Donald Trump siger, at han er gået med til at debattere på tv med den forventede demokratiske præsidentkandidat, Kamala Harris.Det skal ske på Fox News 4. september, på NBC 10. september og på ABC den 25. september, siger han ifølge Reuters.
Men hans kampagnestab præciserer efterfølgende, at debatten 10. september er på ABC og på NBC 25. september.
Trump siger, at han afventer svar fra Harris' kampagnestab, om hun er klar.
- Jeg håber, hun går med til det, siger han på et pressemøde på sin ejendom Mar-a-Largo i Florida.
ABC skriver på mediet X, at både Trump og Harris "har bekræftet deres deltagelse" på tv-kanalen.
Det er Trumps første offentlige optræden, siden Harris tirsdag udnævnte guvernøren i staten Minnesota, Tim Walz, som sin vicepræsidentkandidat.
Trump indledte sit pressemøde med en tirade mod de to, som han omtalte som "radikalt venstreorienterede".
I sin sædvanlige springende stil nåede han at sige, at vi er tæt på en tredje verdenskrig, at han som præsident vil få det helt fint med Kina, men ikke hvis Kina forsøger at udnytte USA.
Om abort, der tegner til at blive et af de store spørgsmål ved præsidentvalget 5. november, siger han, at det vil blive et af de mindre emner.
Trump får af modstandere skylden for, at den almene ret til fri abort er blevet afskaffet af USA's højesteret. Som præsident udpegede han tre meget konservative dommere, der var med til at sikre, at mere end 50 års ret til fri abort overalt i USA blev afskaffet.
Nu ligger retten til abort ude i de amerikanske delstater, og en lang række konservative stater er i færd med at begrænse retten til abort.
Trump bliver spurgt, om der vil ske en fredelig overdragelse af magten efter præsidentvalget.
- Selvfølgelig vil der være en fredelig overdragelse, og det var der sidste gang, siger han på pressemødet.
6. januar 2021 stormede tusindvis af hans tilhængere Kongressen i Washington, da lovgiverne skulle bekræfte demokraten Joe Bidens sejr ved præsidentvalget.
/ritzau/