11 mennesker er døde efter at have drukket forurenet alkohol i Istanbul

14. JAN 2025 • 20:24UDLAND

I alt 38 mennesker er blevet indlagt på hospitaler i Istanbul efter indtag af forurenet alkohol. 11 er døde.

11 mennesker, som har drukket forurenet alkohol, er døde i løbet af de seneste 24 timer i Istanbul.

Det skriver det statsejede tyrkiske nyhedsbureau Anadolu ifølge AFP tirsdag.

- 38 mennesker, heriblandt 26 udlændinge, blev indlagt på diverse hospitaler i byen efter at have indtaget forurenet alkohol.

- 11 af dem, der fik behandling på hospitaler i de sidste 24 timer, er døde, skriver Anadolu.

Det er ikke første gang, at forurenet alkohol forårsager dødsfald i byen.

I 2024 blev 110 syge efter at have drukket forurenet alkohol i Istanbul. Af dem døde 48 mennesker.

Det skriver Istanbuls regionale myndigheder på X.

På grund af sidste års forgiftninger ændrede det danske udenrigsministerium i december rejsevejledningen for landet.

- Undgå at drikke alkohol, som du mistænker er hjemmebrygget. Der er risiko for, at det kan indeholde det giftige stof metanol (træsprit). Du kan blive alvorligt syg eller i værste fald miste livet, står der stadig i rejsevejledningen.

På det sociale medie understreger Istanbuls guvernør, Davut Gül, at 63 butikker, der har solgt falsk alkohol, er blevet lukket.

I sit opslag gør guvernøren desuden opmærksom på, at dødstallet er stigende.

Tyrkiet er ikke alene om at have haft problemer med forurenet alkohol.

I november mistede seks turister - heriblandt to danskere - livet i Laos, efter at de blev syge på deres rejse. De menes at være blevet forgiftet af metanol i alkohol.

Dødsfaldene skete i Vang Vieng, som er en populær destination for backpackere.

Metanol bliver nogle gange tilsat alkoholiske væsker, fordi det er billigere end ethanol, som er den alkohol, der typisk findes i spiritus.

Væsken er farveløs og har ikke nogen særlig lugt. Derfor opdager man typisk ikke, hvis det er blandet i eksempelvis en drink.

Hvis man indtager metanol, kan man blive bevidstløs, og man kan miste synet. I værste fald kan det være dødeligt.

Ifølge AFP menes det igen at være metanol, der er årsagen til de nye forgiftningerne i Istanbul. Men det er endnu usikkert.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT