Trump har haft et positivt opkald med Putin om Ukraine

29. DEC 2025 • 17:33UDLAND

Opkald mellem den amerikanske og russiske præsident beskrives som positivt af talsperson for Det Hvide Hus.

USA's præsident, Donald Trump, har haft "en positiv samtale" med Ruslands præsident, Vladimir Putin, over telefon.

Samtalen har drejet sig om Ukraine.

Det oplyser talsperson for Det Hvide Hus Karoline Leavitt ifølge Reuters.

Også Yuri Ushakov, der er rådgiver for den russiske præsident, bekræfter telefonmødet.

Det sker kort tid efter, at den russiske udenrigsminister har anklaget Ukraine for forsøg på angreb mod Putins bolig.

- Sådanne uforsvarlige handlinger vil ikke forblive ubesvarede, lyder det fra den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov.

Putins rådgiver, Ushakov, fortæller ifølge Reuters, at Putin har informeret Trump om angrebet, og at den amerikanske præsident var "chokeret".

Rådgiveren fortæller også lidt mere om, hvordan Rusland forholder sig til det foreløbige udkast til en fredsplan.

- Putin fortalte Trump, at Rusland har til hensigt at fortsætte med at arbejde med USA for at opnå fred, men Ruslands position vil blive revideret, siger rådgiveren efter samtalen.

Det bliver fra russisk side ikke uddybet, hvad det nærmere betyder.

Beskyldningen om angrebet og meldingen om samtalen kommer efter et flere timer langt møde søndag mellem Trump og Zelenskyj i Trumps ejendom Mar-a-Lago i Florida, hvor fokus blandt andet var på en fredsplan for Ukraine med 20 punkter.

Både den amerikanske og ukrainske præsident sagde efter mødet, at der var blevet gjort store fremskridt mod at afslutte krigen i Ukraine.

Det stod dog ikke klart, hvilke fremskridt der konkret var tale om, ligesom der heller ikke var nyt om, hvor langt man er fra en egentlig fredsaftale.

Mandag oplyste den ukrainske præsident, at udkastet til en fredsplan lægger op til amerikanske sikkerhedsgarantier for Ukraine i 15 år.

Det meddelte han i en tråd med journalister på beskedtjenesten WhatsApp ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Zelenskyj tilføjede, at han havde bedt USA's præsident, Donald Trump, om amerikanske sikkerhedsgarantier i op til 50 år.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT