Brigitte Bardot skal begraves ved vandet i Saint-Tropez

29. DEC 2025 • 17:42UDLAND

Skuespilleren Brigitte Bardot sagde i 2018, at hun ville begraves i sin have - ligesom sine kæledyr.

Den franske skuespiller Brigitte Bardot skal begraves i Saint-Tropez ved den franske riviera 7. januar.

Det skriver det franske medie BFM TV.

Hendes begravelse vil blive afholdt i en kirke i Saint-Tropez efterfulgt af en "privat" ceremoni ved rivieraen, oplyser skuespillerens fond mandag.

Brigitte Bardot døde i weekenden i en alder af 91 år.

Efter skuespilkarrieren blev hun dyreforkæmper og kæmpede for dyreværnssagen helt frem til sin sene alderdom.

For år tilbage udtalte skuespilleren, at hun ønskede at blive begravet i sin have med et simpelt trækors på sin grav - ligesom sine kæledyr.

- Jeg vil hellere være der end på Saint-Tropez-kirkegården, hvor en flok idioter kunne beskadige mine forældres og bedsteforældres grave, sagde Brigitte Bardot til avisen Le Monde i 2018 ifølge AFP.

Men det er altså ikke planen, at skuespilleren skal begraves i sin have.

Bardot fik sit internationale gennembrud som 22-årig med filmen "Gud skabte kvinden", som blev instrueret af hendes daværende mand, Roger Vadim.

Herefter fulgte en lang række film - herunder "Privatliv", "Viva Maria!" og "Jeg elskede dig i går".

Bardot spillede også med i en række musicals og udgav flere plader.

På trods af sin internationale succes lagde hun som 39-årig skuespilkarrieren på hylden. Selv har hun fortalt, at hun op til sit exit havde et stort alkoholmisbrug, og at hun havde brug for at trække sig fra rampelyset.

Herefter bosatte Bardot sig nær Saint-Tropez ved den franske riviera og viede sit liv til kampen for dyrs rettigheder.

Blandt Bardots mærkesager var hendes modstand mod brug af pels og skind i modeindustrien, og hun har især kæmpet imod drab på sæler.

Skuespilleren havde tre skilsmisser bag sig, før hun i 1992 blev gift med sin seneste mand, Bernard d'Ormale.

Hun havde også en søn fra et tidligere ægteskab.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT