Ulveværnsgruppe har været ude nul gange siden opstart i november
Siden november har der været stille på telefonlinjen til ulveværnsgruppen i Oksbøl, som borgere kan tilkalde.
Landets første ulveværnsgruppe er blevet aktiveret nul gange siden 1. november, hvor initiativet begyndte.Det fortæller talsperson for ulveværnsgruppen Thomas Sørup Mortensen.
Han arbejder til daglig som lærer, men ud over det er han også medlem af ulveværnsgruppen, der har til opgave at skræmme ulve væk fra bymæssig bebyggelse i Oksbøl.
Planen er, at ulveværnsgruppen skal kunne tilkaldes af borgere, der ser en ulv.
Og det er altså endnu ikke sket, men det kan der være en række forklaringer på, fortæller Thomas Sørup Mortensen.
- Vi forventer, at der kommer mange indberetninger i januar og februar, fordi hvalpene er blevet så store, at de begynder at strejfe længere og længere væk, siger han.
En anden forklaring på manglende aktiveringer kan også skyldes, at ulvene ikke har haft problemer med at finde mad i naturen langt væk fra den bymæssige bebyggelse.
- Kronvildtet sætter unger samtidig med ulvene. Indtil nu har ungerne derfor været et lettere bytte, men de bliver større, siger Thomas Sørup Mortensen.
- Ulvene tager som udgangspunkt det nemmeste bytte, og ellers søger de videre rundt og kan forvilde sig ind i byerne, lyder det.
Lokale ulveværnsgrupper er et af de tiltag, som indgår i en handlingsplan, som minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S) lancerede i foråret.
Her kom der også en udvidelse af definitionen af en problemulv.
Det indebærer, at en ulv, der gentagne gange - trods forsøg på at skræmme den bort - viser sig inden for bygrænsen, kan betragtes som en problemulv.
Ulveværnsgruppen i Oksbøl består af 12 frivillige, der er blevet klædt på til opgaven efter kurser hos Naturstyrelsen.
De frivillige kan rykke ud og skræmme ulven væk med blinkende lys og høje lyde.
Det er planen, at de har også kameraer med, så de kan lave optagelser, som kan indgå i en efterfølgende vurdering af, om der er tale om en såkaldt problemulv.
Ulveværnsgruppen i Oksbøl vil med hjælp fra Naturstyrelsen inden længe omdele en pjece til husstandene i byen, så det er sikkert, at borgerne ved, hvilket nummer de kan ringe til.
- Der står en huskeliste over, hvad man skal gøre, hvis man møder en ulv og vores telefonnummer, siger Thomas Sørup Mortensen.
/ritzau/
