Taiwan: Kinas militærøvelser truer flysikkerheden
Fra Taiwan lyder det, at flysikkerheden er meget påvirket af militærøvelser, som Kina annoncerede i nat.
Kinesiske militærøvelser omkring Taiwan påvirker i alvorlig grad flysikkerheden på øen.Sådan lyder det fra Taiwans luftfartsmyndigheder, skriver nyhedsbureauet Reuters mandag morgen dansk tid.
Man er i den forbindelse i gang med at undersøge alternative ruter og tiltag til håndtering af lufttrafikken, lyder det videre.
Luftfartsmyndighederne kalder samtidig militærøvelserne for dominerende og urimelige.
Meldingen om øvelserne kom natten til mandag dansk tid, da Kinas militær meddelte, at det omkring Taiwan ville aktivere enheder fra hæren, flåden og luftvåbnet samt raketenheder.
Det sker som del af øvelsen "Just Mission 2025". Nyhedsbureauet AFP skrev tidligere på morgenen, at øvelserne er gået i gang.
Fra en talsperson for Kinas Befrielseshærs østlige kommando lød det, at øvelserne tjener som en kraftig advarsel til kræfter, der arbejder for taiwansk uafhængighed, og til det, der kaldes eksterne indblandingskræfter.
Ifølge mediet CNN har også Karen Kuo, som er talsperson for Taiwans præsidentkontor, kommenteret øvelserne.
De undergraver på åbenlys vis den eksisterende sikkerheds- og stabilitetsstatus i Taiwanstrædet og i regionen og udfordrer international lov og orden, siger hun.
Militærøvelserne finder sted på et følsomt tidspunkt med spændinger i regionen.
Kina og Japan har i flere uger været i en diplomatisk strid, som udspringer af udtalelser fra den japanske premierminister, Sanae Takaichi.
Han har advaret om, at brug af magt mod Taiwan ville kunne retfærdiggøre en militær reaktion fra Japan.
Den udtalelse har Kina krævet, at han trækker tilbage.
Tidligere på måneden meddelte USA og Taiwan desuden, at de har indgået aftale om et våbensalg til Taiwan. Salget kan blive et af de største nogensinde fra USA til Taiwan.
Dertil presser Taiwans præsident, Lai Ching-te, på for at få godkendt en investering på 40 milliarder dollar i øens forsvarsbudget, hvilket ligeledes har udløst utilfredshed i Kina.
Taiwan er demokratisk styret og betragter sig selv som en selvstændig stat. Kina ser modsat øen som kinesisk område.
Ifølge Reuters vurderer analytikere, at Kinas militærøvelser i stigende grad udvisker grænsen mellem rutinemæssige militærøvelser og det, der kan være forberedelser til et angreb.
Det beskrives som en strategi, der har til formål at give USA og dets allierede minimal varsling om en mulig offensiv fra Kina.
/ritzau/
