Kina indleder stor runde af militærøvelser omkring Taiwan

29. DEC 2025 • 04:50UDLAND

Strid med Japan er blusset op, og Kina indleder militærøvelser, som ifølge landet er en alvorlig advarsel.

Kinas militær meddeler mandag, at det omkring Taiwan aktiverer enheder fra hæren, flåden og luftvåbnet samt raketenheder som del af militærøvelsen "Just Mission 2025".

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Øvelserne har til formål at teste kampberedskabet og sende en "hård advarsel" mod tiltag for taiwansk uafhængighed, lyder det.

Ifølge Kinas Befrielseshærs østlige kommando vil der tirsdag være øvelser med skarp ammunition, og kommandoen har i en udtalelse delt et kort med fem zoner omkring Taiwan.

Zonerne gælder områder, hvor luftrummet og havområdet i 10 timer vil være underlagt restriktioner. Det gælder fra klokken 08.30 lokal tid - klokken 01.30 natten til tirsdag dansk tid.

Nyhedsbureauet AFP skriver dog tidligt mandag morgen dansk tid, at Kina har taget hul på øvelserne.

Taiwans forsvarsministerium melder ifølge Reuters, at to kinesiske militærfly og 11 skibe det seneste døgn har opereret omkring øen.

Taiwans militær er i højt beredskab og står klar til at udføre "hurtige responsøvelser".

Ifølge Reuters er der tale om Kinas sjette store runde af militærøvelser siden 2022. Dengang blev de udført, efter at den daværende formand for Repræsentanternes Hus i USA, Nancy Pelosi, besøgte Taiwan.

Denne gang finder øvelserne sted, efter at en strid mellem Kina og Japan er blusset op. Det er sket, efter at Japans premierminister, Sanae Takaichi, har advaret om, at brug af magt mod Taiwan ville kunne retfærdiggøre en militær reaktion fra Japan.

Det sker desuden 11 dage efter, at USA har annonceret et salg af våben til Taiwan for 11,1 milliarder dollar - 70,4 milliarder kroner. Kina advarede i den forbindelse om, at militæret ville indføre "kraftige tiltag" som reaktion.

- Dette (øvelserne, red.) tjener som en alvorlig advarsel til separatistiske kræfter for "taiwansk uafhængighed" og eksterne indblandingskræfter, siger Shi Yi, som er talsperson for den østlige kommando.

- Øvelsen fokuserer på træning i beredskab for maritime og luftbaserede kamppatruljer, opnåelse af kontrol, afspærring af nøglehavne og nøgleområder samt gennemførsel af flerdimensionel afskrækkelse.

Taiwan er demokratisk styret og betragter sig selv som en selvstændig stat. Kina ser modsat øen som kinesisk område.

Kina har over de seneste år skruet op for det militære og politiske pres på Taiwan.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT