Trump erklærer sig som vinder ved præsidentvalget
Donald Trump takker amerikanerne for, at han er blevet genvalgt som USA's præsident.
Republikanernes kandidat, Donald Trump, fastslår i en tale i sin hjemstat Florida, at han er vinder af præsidentvalget i USA.- Det er en politisk sejr, som vores land aldrig har set før.
- Det er en fantastisk sejr for det amerikanske folk, siger Trump og konstaterer, at han har fået mulighed for at gøre USA "fantastisk igen".
Han er flankeret af sin hustru, Melania Trump, og sine børn og svigerbørn.
Også vicepræsidentkandidat J.D. Vance er på scenen i Florida.
Ifølge Trump har han ikke bare fået flest valgmænd på landsplan. Han har også fået flest stemmer fra vælgerne.
- Vi vil hjælpe vores land med at hele.
- Vi vil ordne vores grænser og alt omkring vores land.
- Vi har skrevet historie af en grund i nat, lyder det fra Donald Trump.
Desuden har Republikanerne fået flertal i Senatet, påpeger han.
- USA har givet os et hidtil uset og magtfuldt mandat. Vi har genvundet kontrollen med Senatet, siger Trump.
– Det ser også ud som om, at vi vinder Repræsentanternes Hus.
Inden valget havde Demokraterne flertal i Senatet ved hjælp af fire uafhængige kandidater.
Nyhedsbureauet AP fastslog onsdag morgen dansk tid, at Republikanerne havde sikret sig de nødvendige 51 pladser i Senatet til at have flertal.
Der er omkring klokken 9.00 dansk tid endnu ikke en opgørelse af, hvem der får flertal i Repræsentanternes Hus.
Trump taler til sine tilhængere i Florida, efter at den konservative amerikanske tv-station Fox News har erklæret ham som vinder af præsidentvalget.
Nyhedsbureauet AP, der har et omfattende apparat til indsamling af valgdata, har endnu ikke erklæret en vinder af valget.
J.D. Vance får kort ordet på scenen, og her kalder han Donald Trumps sejr for "det største comeback i amerikansk historie".
- Og efter det største politiske comeback vil vi føre det største økonomiske comeback, siger J.D. Vance.
Donald Trump er blevet erklæret af AP som vinder i svingstaterne Pennsylvania, Georgia og North Carolina.
Derudover peger prognoser fra Edison Research på, at han også vinder svingstaterne Nevada og Wisconsin.
/ritzau/