Messi forlænger til udgangen af 2028 med Inter Miami

23. OKT 2025 • 18:25SPORT

Lionel Messis nye kontrakt med Inter Miami gælder til udgangen af 2028. Til den tid vil han være fyldt 41 år.

Selv om Lionel Messi er blevet 38 år, ligner det ikke, at han har planer om at gå på pension lige foreløbig.

Den argentinske troldmand har i hvert fald forlænget sin kontrakt med Inter Miami, der spiller i den bedste amerikanske fodboldliga, MLS.

Florida-klubben har lagt en video på Instagram, hvor den 38-årige stjerne sætter sin underskrift på en kontrakt.

Og i en nyhed på klubbens hjemmeside lyder det, at den nye kontrakt gælder til og med 2028-sæsonen. Til den tid vil Messi være fyldt 41 år.

- Det gør mig virkelig glad for at blive her og fortsætte med projektet, som udover at være en drøm, er blevet en realitet - at spille på dette stadion, Miami Freedom Park, siger argentineren.

Miami Freedom Park er klubbens kommende hjemmebane. Byggeriet af det nye stadion påbegyndte i 2023, og det ventes at stå klar til næste år.

- Siden jeg ankom til Miami, har jeg været meget lykkelig, så jeg er virkelig glad for at blive her.

Argentineren kom til Miami fra Paris Saint-Germain i 2023. Siden er det blevet til 82 kampe og 71 scoringer på tværs af turneringer i Inter Miami.

Og Messi laver fortsat mål på samlebånd. I det netop overståede grundspil i MLS scorede argentineren 29 mål i 28 kampe.

Kontraktforlængelsen er da naturligvis også noget, der glæder David Beckham, som er medejer af klubben.

- Vi bragte den bedste spiller, der nogensinde har spillet fodbold, til vores by. Det viser vores engagement i Miami, men det viser også Lionels engagement i byen, i klubben og i sporten.

- Han er stadig lige så passioneret, som han altid har været, og han vil stadig gerne vinde, siger den tidligere engelske landsholdsspiller.

Messi spiller også fortsat på det argentinske landshold, hvor han har planer om at være en del af næste års VM, der blandt andet spilles i hans nuværende hjemland, USA.

Messis landsholdskarriere toppede for tre år siden, da han som anfører løftede VM-trofæet i Qatar. Argentineren har i alt spillet 26 VM-kampe, hvilket er rekord.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT