To mænd anholdt i forbindelse med angreb på jødiske ambulancer
Fire ambulancer tilhørende en jødisk ambulancetjeneste blev mandag sat i brand. To personer er anholdt.
To mænd er blevet anholdt i forbindelse med et angreb på en jødisk ambulancetjeneste natten til mandag.Det skriver politiet i Storbritanniens hovedstad, London, i en pressemeddelelse.
Mændene er henholdsvis 47 og 45 år og er blevet anholdt på adresser i det nordvestlige og centrale London.
De er anholdt under mistanke om brandstiftelse med intentioner om at sætte liv i fare og er i politiets varetægt.
Det var fire ambulancer tilhørende den jødiske ambulancetjeneste Hatzalah, der mandag blev sat i brand i Golders Green.
Golders Green er et område, der ligger i den nordvestlige del af London.
Brandvæsnet i London oplyste tidligere i en pressemeddelelse, at det klokken 01.40 lokal tid modtog et opkald om branden.
- Flere gasflasker på køretøjerne eksploderede og fik vinduer til at gå i stykker i en tilstødende boligblok. Der er ikke meldinger om personskade, skrev brandvæsnet.
Tidligere lød det, at myndighederne ledte efter tre mistænkte i sagen. Det samme gentager politiet onsdag.
- Dette (anholdelserne, red.) synes at være et vigtigt gennembrud i efterforskningen, men vi er også opmærksomme på, at overvågningskameraer af hændelsen antyder, at der var mindst tre personer involveret, siger Helen Flanagan, der leder antiterrorpolitiet i London, og tilføjer:
- Vi erkender fuldstændigt, at lokalsamfundet stadig vil være bekymret, og vores efterforskning er stadig aktiv. Vi vil fortsat arbejde på at identificere og forsøge at anholde alle, der kan have været involveret.
I Storbritannien er antallet af angreb mod jøder og jødiske mål steget i kølvandet på Hamas' angreb på Israel den 7. oktober 2023, skriver nyhedsbureauet AFP.
I oktober sidste år blev to personer dræbt og flere andre kritisk såret af knivstik, da en mand angreb en synagoge i byen Manchester.
/ritzau/
