De Radikale peger på Mette F. som kongelig undersøger
Lederen af de kommende regeringsforhandlinger skal være Socialdemokratiets formand, mener Martin Lidegaard.
De Radikale peger på Mette Frederiksen (S) som kongelig undersøger.Det siger partiets leder, Martin Lidegaard, til TV 2 og DR.
- Vi kommer til at pege på Mette Frederiksen som kongelig undersøger, siger De Radikales leder til TV 2.
Den kongelige undersøger skal stå i spidsen for de kommende regeringsforhandlinger, og det er dagen efter folketingsvalget uklart, hvem der bliver kongelig undersøger.
Typisk vil det være den partileder, som flest mandater peger på, som bliver leder for regeringsforhandlingerne.
- Jeg kommer til at indstille til kongen, at det bliver Mette Frederiksen som formand for det største parti, siger Martin Lidegaard til DR.
Martin Lidegaard siger samtidig, at han er åben for forskellige regeringskonstellationer og samarbejde i spektret mellem Enhedslisten på venstrefløjen og Moderaterne på den politiske midte.
- Enten skal vi have en regering over midten og overbevise de blå om, at de skal være grønne, eller også skal vi overbevise Enhedslisten om at føre en ansvarlig økonomisk politik. Jeg ved ikke, hvad der er sværest.
Partiet kan i øvrigt ikke se, at et samarbejde skal kunne fungere med Dansk Folkeparti, understreger Martin Lidegaard.
/ritzau/
