Besætning evakueret efter fragtskibs nødsignal i Norskehavet
Skib befandt sig i dårligt vejr og meldte om motorstop. Helikoptere blev sendt til skibet.
Et fragtskib med 23 personer om bord udsendte tidligere tirsdag et nødsignal i Norskehavet.Tirsdag aften er alle om bord på skibet blevet evakueret, oplyser redningskoordinationscenteret Hovedredningssentralen (HRS) til Dagbladet.
Skibet, som befinder sig i dårligt vejr, hedder LMZ "Pluto" og var på vej fra Murmansk i det nordlige Rusland til byen Santa Marta i Colombia. Det er indregistreret på Marshalløerne.
- De (skibet, red.) meldte tidligere i dag, at de havde motorstop og fremdriftsproblemer.
- Så blev vejrforholdene forværret, og kaptajnen har bedt om evakuering og sendt en nødmelding ud, sagde kommunikationschef ved HRS Anja Bakken til det norske TV 2.
To helikoptere blev sendt afsted til skibet, sagde Bakken til det norske medie.
Helikopterne fløj fra Ørland på den norske vestkyst tæt på Trondheim.
Norskehavet er afgrænset af Norge mod øst og Barentshavet mod nord.
Skibet LMZ "Pluto" er knap 190 meter langt og godt og vel 32 meter bredt ifølge skibsovervågningstjenesten MarineTraffic.
/ritzau/
