To er døde efter et jordskælv i det sydlige Mexico

3. JAN 2026 • 03:06UDLAND

Mindst to personer er døde, og flere er blevet såret, efter at et jordskælv på 6,5 har ramt Mexico.

Mindst to personer er døde efter et jordskælv i Mexicos hovedstad fredag.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

12 er desuden kvæstet, oplyser Mexico Citys borgmester, Clara Brugada, på sociale medier.

Ifølge den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS) havde jordskælvet en beregnet størrelse på 6,5. Det ramte kort før klokken 08.00 lokal tid - klokken 15.00 dansk tid - nær den tidligere turistby Acapulco, der ligger i delstaten Guerrero.

Ifølge AFP kunne jordskælvet mærkes omkring 400 kilometer mod nord i Mexico City, hvor jordskælvsalarmer fik indbyggerne til at løbe ud på gaden i sikkerhed.

Blandt de døde er en 60-årig mand, der faldt, mens han var ved at flygte fra sin lejlighed på anden sal i hovedstaden, oplyser lokale myndigheder ifølge AFP.

Landets præsident, Claudia Sheinbaum, blev evakueret fra præsidentpaladset under sit daglige pressemøde.

Den seismologiske tjeneste i Mexico oplyser, at jordskælvets epicenter befandt sig 14 kilometer sydvest for byen San Marcos i delstaten Guerrero.

Sheinbaum oplyser, at der ikke er nogen meldinger om større skader på hovedstaden, men i San Marcos kan konsekvenserne mærkes.

Det oplyser Guerreros guvernør, Evelyn Salgado.

En kvinde i 50'erne mistede livet, efter at hendes hus kollapsede ned over hende, siger hun ifølge AFP.

San Marcos borgmester, Misael Lorenzo Castillo, oplyser, at omkring 50 huse er blevet ødelagt, og at "alle husene har slået revner".

Mexico befinder sig mellem fem tektoniske plader og er derfor blandt de lande i verden, der har mest seismisk aktivitet.

Hovedstadens centrum er bygget på den mudrede undergrund af det, der engang var bunden af en sø. Det gør byen særligt sårbar over for jordskælv.

Acapulco, hvor jordskælvet ramte, var særligt i 1950'erne og 1960'erne et populært turistmål for verdens rige og berømte. Med strande og eksklusive resorts begyndte man i 1950'erne at omtale byen som "Stillehavets perle".

Sådan forholder det sig dog ikke længere. Selv om byen fortsat besøges af turister, er antallet faldet markant, og Guerrero er i dag en af Mexicos fattigste stater.

De jordskælv, der mærkes kraftigst i Mexico, har ifølge AFP ofte deres epicenter ud for Guerrero på Stillehavskysten.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT