11 døde efter frontalt sammenstød i det sydlige Brasilien

3. JAN 2026 • 01:19UDLAND

11 er døde, og syv er kvæstet efter et sammenstød mellem en bus og en lastbil i det sydlige Brasilien.

Mindst 11 personer er døde, og syv er kvæstet efter en frontal kollision mellem en bus og en lastbil i byen Pelotas i det sydlige Brasilien.

Det oplyser landets politi ifølge nyhedsbureauet Reuters i en udtalelse.

De kvæstede er bragt på hospitalet, oplyser politiet.

Ulykken fandt sted på en føderal motorvej i Brasiliens sydligste delstat, Rio Grande do Sul, omkring klokken 11.30 lokal tid - klokken 15.30 dansk tid.

En del af lastbilens last, der bestod af sand, endte som følge af sammenstødet inde i bussen. Det gjorde det vanskeligt for redningsfolkene at få adgang til køretøjet, lyder det videre i politiets udtalelse.

Delstaten Rio Grande do Suls guvernør, Eduardo Leite, er dybt bestyrtet over ulykken, skriver han på det sociale medie X.

- Fra første øjeblik har delstatsregeringen været i kontakt med det føderale motorvejspoliti og koordineret samarbejdet med redningsmandskabet for at yde al den nødvendige støtte til ofrene og de familier, der er ramt af tragedien.

- Min dybeste medfølelse og mine varmeste tanker går til ofrenes familier og venner. Vi vil fortsat være fuldt mobiliserede, så vi kan sikre hjælp, omsorg og en grundig opfølgning på sagen, skriver Eduardo Leite og tilføjer, at han følger udviklingen tæt.

Den største by i Rio Grande do Sul er Porto Alegre. Delstaten deler grænse med nabolandene Argentina og Uruguay.

Flere end 10.000 mennesker mistede i 2024 livet i trafikken i Brasilien. Det viser tal fra landets transportsministerium ifølge AP.

Sidste år vurderede Verdenssundhedsorganisationen (WHO), at der var sket 15,7 dødsfald i trafikken i landet per 100.000 indbyggere. Det er højere end det globale gennemsnit.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT