Zelenskyj peger på 34-årig som ny forsvarsminister
Efter et halvt år vil Zelenskyj skifte forsvarsminister. Han har tilbudt posten til 34-årige Mykhailo Fedorov.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, peger på Mykhailo Fedorov som ny forsvarsminister.Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Imens skal den nuværende forsvarsminister, Denys Sjmyhal, indsættes på en anden post i regeringen.
- Jeg har besluttet at ændre strukturen i det ukrainske forsvarsministerium, siger Zelenskyj fredag i en daglig tale på sociale medier.
- Jeg har tilbudt Mykhailo Fedorov posten som ny ukrainsk forsvarsminister.
34-årige Fedorov kommer fra en post som første vicepremierminister og minister for digital transformation.
- Mykhailo er dybt involveret i dronerelaterede emner og er meget effektiv, hvad angår digitaliseringen af statslige tjenester og processer, siger Zelenskyj.
Det er uvist, hvilken post Sjmyhal nu skal have. Han har blot været forsvarsminister siden juli 2025, og Zelenskyj forklarer ikke, hvorfor han skal udskiftes.
Zelenskyj siger, at Sjmyhal nu skal stå i spidsen for et område, "der ikke er mindre vigtigt for vores stabilitet".
Ændringen er ikke den eneste, som er blevet offentliggjort fredag.
Tidligere fredag udnævnte præsidenten Kyrylo Budanov, som hidtil har været chef for Ukraines militære efterretningstjeneste, til ny stabschef for det ukrainske præsidentkontor.
Den tidligere stabschef Andrij Jermak trådte tilbage i november under en stor korruptionsskandale.
Imens bliver den nuværende chef for udenrigsefterretningstjenesten, Oleh Ivasjtjenko, ny chef for den militære efterretningstjeneste.
Udskiftningerne sker på et tidspunkt med fortsatte udfordringer på slagmarken for Ukraine.
En analyse fra nyhedsbureauet AFP viser, at 2025 er det år siden 2022, hvor Rusland har indtaget mest ukrainsk territorie.
I alt indtog den russiske hær over 5600 kvadratkilometer svarende til 0,94 procent af Ukraines territorie i det forgangne år, viser en analyse af data fra tænketanken Institute for the Study of War.
Tidligere fredag beordrede Ukraine, at 3000 børn og deres forældre skulle evakueres fra i alt 44 frontlinjelandsbyer i regionerne Zaporizjzja og Dnipropetrovsk.
/ritzau/AFP
